Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: BSE BSE-10

Hørepropper er stadig bedst med ledning

Lyden af BSE-10 er bedre end med nogen trådløse hørepropper.

Skrevet af / 24/01/2020 - 11:47
BSE BSE-10
Geir Gråbein Nordby

Har du ikke hørt om BSE? Det havde vi heller ikke, før vi blev kontaktet af den svenske forhandler. Forkortelsen står for Best Sound Electronics, og producenten er fra Sydkorea. De hørepropper, vi har fået til test – BSE-10 – sælges gennem svenske Ilicons online-butik. Ilicon har specialiseret sig i formstøbte silikone-øredutter, som tilpasses specielt til brugerens ører ved hjælp af avanceret 3D-scanning og -print.

BSE-10 bruger drivere (“højttaler-enheder”) med en helt anden teknologi. Det kaldes balanceret membran og er et magnetostatisk princip. En magnetisk membran ligger og “svæver” frit i luften mellem to magneter og sættes i drift af elektrisk spænding. Det er lidt teknisk, men fordelene skulle være renere og hurtigere lyd end almindelige, dynamiske drivere.

En balanceret membran adskiller sig fra planmagnetiske membraner ved at anvende cirkulære magneter, der dækker hele membranoverfladen. Hvor planmagnetiske membraner har flere stavmagneter, hvilket giver et mindre jævnt magnetfelt. Siges det.

BSE-10 er en såkaldt hybrid, der benytter en balanceret membran til mellemtone og diskant, mens bas-enheden er en helt almindeligt, dynamisk enhed. For at få mest mulig tryk på bastonerne.

Ilicon har specialiseret sig i formstøbte øredutter. Her er BSE-10 afbildet med de dyreste, hypƐar Sonic Superior PRO. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Formstøbte øredutter

Ilicon, der distribuerer BSE-10, har specialiseret sig i formstøbte øredutter efter 3D-scanning af dine ører. Du får derfor valget mellem at købe BSE-10 med standard-øredutter i tre størrelser, eller du kan gå mere avanceret til værks og bestille øredutter formet til netop dine ører.

For mange vil det være upraktisk at rejse til Jönköping og få lavet en 3D-scanning, men du kan få lavet en afstøbning af dine ører hos en lokal audiograf for omkring 250 kroner. Afstøbningerne sendes så til Ilicon, som derefter 3D-printer øredutter til lige netop dine ører.

Dutterne koster fra ca. 700 kroner (hypƐar Sonic Budget), og du kan få dem helt op til 1.800 kroner for de mest avancerede i silikone (hypƐar Sonic Superior PRO) med indbygget lydfilter og dæmpning efter eget valg. Filteret gør noget ved både lyden udefra og lydsignaturen fra selve hørepropperne.

Budgetmodellen Sonic Budget er mest fornuftig i dette tilfælde, for allerede her fordobles den samlede pris, og lidt til.

Lydkvalitet

Med de medfølgende øredutter gengives musikken med glimrende snert og tempo. Især i det øvre register. Masser af detaljer fra kvindevokaler samt violiner og andre instrumenter med meget energi i toppen. Denne diskantgengivelse kan du godt glemme med trådløse Bluetooth-hørepropper, og til 500 kroner er det usædvanlig godt.

Det svage led er bassen. BSE-10 lyder en anelse tyndt her og hænger også lidt efter. Klangsignaturen hælder mod det kolde og analytiske, uden at det bliver direkte spidst. Der mangler afgjort noget varme fra Sheku Kanneh-Masons cello, når han spiller Elgar med sammen London Symphony Orchestra under ledelse af Sir Simon Rattle. Men overtonestrukturen er fin, og der er en vanvittig hurtighed i gengivelsen af strengene.

BSE-10 benytter en koaksialt-enhed med en balanceret membran til mellemtone og diskant monteret i midten af en 10 mm basmembran. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lyden af formstøbte øredutter

Med standardversionen af de 3D-printede øredutter hypƐar Sonic Budget fra Ilicon er sagen straks en anden. Tonestrukturen i det øverste lag forbliver intakt, men derudover bliver det noget ganske andet i basregisteret. Det lyder ikke længere tyndt; i stedet skyller dybbastonerne ind over mig.

Basrytmerne på Ariana Grandes “Break Up With Your Girlfriend” lyder topsejt med masser af punch. Det lyder også mere afbalanceret og stadig med samme hurtighed opad i toneregisteret. Det her er virkelig godt!

Bassen er stadig lidt bagefter. Den kan ikke holde trit med den balancerede membran. Hvis du kan lide lynhurtig bas, skal du måske lægge nogle kroner mere for et par ikko OH1, eller hvorfor ikke Shure SE425?

Forstærker?

BSE-10 er ikke så lette at drive som visse andre hørepropper. 96 dB følsomhed er rimelig moderat. Med iPhone 11 Pro Max, direkte fra Lightning-hovedtelefonudgangen, må jeg ofte spille på maks. volumen, så der ikke er overskud til de vilde eskapader.

Bedre dynamik og opløsning får man ved at tilslutte en bærbar forstærker som f.eks. FiiO Q1 mkII. Men det er måske ikke så relevant, da prisen i så fald begynder at blive ret høj for ekstraudstyr til et par hørepropper til 500 kroner.

Til sidst skal det nævnes, at jeg fik endnu bedre og mere dynamisk lyd med de dyreste hypƐar silikone-øredutter med musikfilter, hypƐar Sonic Superior PRO. Men til 1.800 kroner er de kun for de særligt interesserede, og den samlede pris bliver unaturligt høj i forhold til basisudgaven af BSE-10.

Kontrol/mikrofon til samtaler sidder på kablet til den højre høreprop. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

BSE-10 er mit første møde med et par hørepropper med balancerede membraner. Konceptet giver smag på mere, for så hurtig gengivelse af transienter i det øvre frekvensniveau er sjældent. Stemmer er distinkte, instrumenterne nærmest sprudler, og opløsningen og luften er noget helt andet end med trådløse hørepropper. Og til 500 kroner virker de som et kup.

Med universal-øredutterne er bassen lidt tilbageholdende. Men med formstøbte øredutter kommer den pludselig virkelig godt frem, og det hele lyder meget afbalanceret. Bassen er stadig lidt bagefter, men jeg kan ikke komme på andre hørepropper til prisen, der lyder bedre. Selv om denne pris nu er mere end fordoblet i forhold til standardudgaven. Men køb gerne universalversionen først og hør selv. Så kan du opgradere senere.

Vær opmærksom på, at BSE-10 kan spille “høj nok”, men ikke vinder nogen decibelkonkurrence uden ekstern forstærker.

Karakter
BSE BSE-10
Basic

Lyd & Billede mener

Dynamikken er glimrende, og detaljerne strømmer ud! Kan tilpasses til lytterens ører (pristillæg). Dybbassen er lidt bagefter, og den nedre mellemtone kunne godt have været mere fremme. Begrænset lydtryk fra en almindelig mobiltelefon.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Sommermusik lige i øret

Scroll to Top