Efter tidligere at have ladet AKG og JBL om at lave høretelefoner er moderselskab Harman Kardon nu begyndt at producere høretelefoner i eget navn. NI er de mindste i familien og har et mildt sagt barberet design. I det mindste minder kontrol/mikrofon lidt om B&O’s stil, men desværre følger kvalitetsfornemmelsen ikke trop, og NI virker forbavsende plasticagtige i forhold til prislejet. Selv kontrol/mikrofon føles billig, og en af knapperne på testeksemplaret var meget træg. Trods Apple-mærkning virker kontrollen også med andre mobiler, men ikke med fuld funktionalitet.
Mikrofonen på den højre ledning er relativt godt placeret og havner lige under hagen. Den havde i det mindste ingen større problemer med at opfange tale. Man får også en praktisk opbevaringsæske, men bør passe på, når man propper høretelefonerne ned i den, hvis man ikke vil have kludder i ledningen. Desværre får man kun to andre størrelser silikonepropper med. Desuden er de så korte, at vi havde problemer med at få dem til at blive siddende.
Lyden fra NI kan beskrives som neutral, men lige lovlig tilbageholdende. Det betyder på den ene side, at ekstrem dybbas gengives uden at blive det mindste støjende, men på den anden side mister man lytteglæden. Hvis man roder lidt med equalizer og volumen, kan man dog få det meste til at lyde anstændigt. Desværre er man nogle gange nødt til at skrue så højt op for lyden, at de begynder at forvrænge, og så bliver man hurtigt træt i ørerne. Hvis man kan lide ufarvet lyd, kan man dog godt ofre en prøvelytning.
Konklusion
Vi er lidt overraskede over, at et kvalitetsmærke som Harman sender høretelefoner i denne prisklasse ud, der overhovedet ikke føles luksuriøse. Og som både ser dødkedelige ud og føles plasticagtige. Vi havde også problemer med at få hørepropperne til at blive siddende, fordi de er så korte, og der er ikke propper nok til at vælge imellem.
Mange vil opfatte lyden som lidt kedelig, og man tager sig i hele tiden at ændre på indstillingerne. Der mangler simpelthen liv og lyst, selv om det måske teknisk er korrekt.