Urbanears Plattan

Elegant tilbehør

At se på Urbanears’ hovedtelefon-kollektion er som at gå ind i en slikbutik – farvestrålende til det yderste. Her findes alt fra traditionel sort til farvestrålende kanariegul.

Urbanears Plattan

De hovedtelefoner, jeg fik til testen, var lækre mintgrønne og blev leveret i en æske i samme farve – meget gennemtænkt. Alt på hovedtelefonerne, inklusive ledningen, er – bortset fra et par bittesmå sølvdetaljer – faktisk mintgrønt. Både ledning og hovedbøjle er vatteret for en blødere komfort. At man har valgt stofbeklædt hovedbøjle, føles ikke helt gennemtænkt, eftersom den bliver beskidt og fuld af pletter – det er jo ikke ualmindeligt med voks, spray eller andre styling-produkter, som naturligvis vil smitte af på stoffet. Elegant, men ikke helt praktisk.

Øreklokkerne er bevægelige lodret, men ikke vridbare a la DJ-hovedtelefoner, og trods den vatterede hovedbøjle er komforten ikke helt, som man kunne ønske. Den er lidt for upolstret på oversiden, til at den kan passe mit hoved og være bekvem at have på over længere tid. Plattan fungerer til de fleste mobiler på markedet, men ikke til min Xperia.

Vivaldis “Foråret”, som er fuld af strygere og dynamik, er godt nok rig på detaljer, men sprødheden og rummet savnes. Violinerne er ikke det mindste påtrængende i de høje toner – hvilket i og for sig kan være dejligt, men det føles ikke realistisk. Det tyske DJ/producent-team Sashs version af “La Primavera” har et godt drive, men kommer ikke helt til sin ret, da de høje, klare og rene toner dæmpes, mens bassen mest er en kedelig dunken. Jeg savner også realisme og tilstedeværelse i stemmerne.

Konklusion
Plattan er lækre, og det faktum, at de findes i alle regnbuens farver, gør dem til hovedtelefoner, som kan passe både mor og lillebror. Den stofklædte hovedbøjle er en god idé, men man har nok ikke tænkt over, hvordan den kommer til at se ud efter nogen tids brug.

Helhedsindtrykket af lydbilledet er, at det er noget dæmpet. Bassen er kedelig og unuanceret, og mellemregisteret føles indelukket. Som elegant tilbehør funker Plattan perfekt, men når det gælder lyd, kan man ønske sig mere.

Læs videre
Exit mobile version