Jeg ser til min glæde, at man har valgt at sætte to bløde puder på indersiden af hovedbøjlen, og at man også har gjort den sammenklappelig, hvilket gør, at den passer godt til kriterierne for testen. Derimod har man valgt en almindelig rund ledning på Lowrider til forskel fra Uprock, som havde den smarte, flade variant. Man kan tydeligvis ikke få alt.
Her findes også en mængde forskellige farver for at tilgodese så mange ønsker som muligt, og med tanke på den billige pris skulle man næsten kunne købe et sæt til hvert antræk i garderoben eller i julegave til hvert familiemedlem.
For dig, der anser det for vigtigt at kunne vride på klokkerne a la DJ-hovedtelefoner, så fungerer det på Lowrider, og det er også muligt at vinkle lodret. Desværre sidder hovedtelefonerne ikke tilstrækkelig stramt over ørerne, men glider lidt frem og tilbage, når man bevæger sig. Meget irriterende. En cool, men fuldstændig unødvendig detalje er, at der i pakken medfølger et lille mal-på Skullcandy-logo, som kan placeres, hvor du vil – spray med farve, og så får du et logo.
Lowrider er halvåbne hovedtelefoner, og de høje toner i “Foråret” leveres luftigt, naturligt og klart uden at være for påtrængende, og lydbilledet føles homogent. Lyden har fin sammenhæng, og både bas, mellemregister og diskant er godt afvejet, men helhedsbilledet er måske en anelse groft. Jeg går over til Stiftelsen, og her bliver det bekræftet, at lydbilledet er lidt dæmpet. Jeg oplever det samme, når jeg spiller et par numre fra Lynyrd Skynyrds plade God Guns, selv om det ikke er dårligt på nogen måde.
Konklusion
Det her er nogle af testens billigste hovedtelefoner, som giver et forskelligt udtryk, afhængigt af hvilken farve man vælger. Trods blødt materiale på hovedbøjlen og bekvemme ørepuder er komforten desværre ikke den bedste, da hovedtelefonerne har en tendens til at glide rundt på hovedet. Et plus får de derimod for, at de er til at folde sammen.
Til trods for at det er små, frække hovedtelefoner, foretrækker de klassiske stykker og visesang, hvor det noget dæmpede lydbillede ikke mærkes lige så tydeligt som ved rock.
