Jays a-Six Wireless

Stor bas i lille indpakning

For basfans er de et fund, men de egner sig mindre godt til en mere varieret musiksmag.

jays asix white on silver high 37095

(Foto: Producent)

Som sædvanlig holder Jays sig til et renskuret skandinavisk design uden prangende logoer eller skrigende farver. Den store kontrol/mikrofon virker lidt plasticagtig, men selve propperne er af metal, og kvalitetsindtrykket er generelt godt. De har også en flad ledning, der rart nok ikke filtrer, hvis man stopper dem i lommen.

Jays a-Six Wireless kommer med et kort USB-kabel til opladning plus hele fem forskellige størrelser silikonedutter. Derfor er det ikke noget stort problem at finde et par, der både bliver siddende og giver ordentlig forsegling i øregangene.

Fordi propperne er så små og lette, sidder de behageligt, også i det lange løb. Derimod gør den store batteripakke på ledningen, at de ikke hænger særlig sikkert omkring halsen. Magnetiske propper havde løst det problem. Batteripakken betyder til gengæld, at de har en usædvanlig god batterilevetid på 12 timer.

Akustiske optagelser lyder godt med en god nærværsfølelse. Men takket være aluminiumkapslingen med basporte i stål – en teknologi hentet fra q-Jays – er det først og fremmest bassen, der imponerer. Basgangen i “Silent Shout” med The Knife har aldrig lydt så tordnende i et par billige hørepropper.

Men det kan også blive for meget af det gode. På Becks “Say Goodbye” bliver bassen fremhævet så meget, at den overdøver de andre instrumenter. En app med EQ havde løst problemet.

jays asix white on silver close up high 37096
Basporten i stål er hentet fra premiummodellen q-Jays.

Konklusion

Hvis man elsker bastung musik og vil have et par trådløse hørepropper i en rimelig prisklasse, er der ikke så meget at rafle om. Så er det Jays a-Six Wireless, man skal have. Sjældent har vi hørt en så præcis og afgrundsdyb bas fra så små og lette propper.

Takket være størrelsen er de også behagelige, og udvalget af silikonedutter gør, at de bliver siddende på plads. Men hvis man lader dem hænge rundt om halsen, er der risiko for, at batteriet får dem til at falde af. Det store batteri betyder dog, at batterilevetiden er meget generøs.

Læs videre
Exit mobile version