Mens de fleste hovedtelefoner har dynamiske drivere, laver nogle deres egne med et andet driftsprincip. HiFiMAN Sundara er blandt dem, og her er membranoverfladen også større end normalt. Sundara anvender planmagnetiske drivere i åbne ørekopper; det har sine fordele, men også nogle ulemper.
Sundaras ørekopper er suverænt de største i denne klasse, og de er tilsluttet med en ledning, der let kan udskiftes. Der medfølger også et kortere 1,5 m kabel, men trods den lave impedans er de ikke særlig velegnede til mobilen. Derimod kan de udstyres med balancerede kabler, hvis man har en hovedtelefonforstærker med balancerede udgange.
HiFiMAN Sundara i praksis
Med lav impedans og følsomhed er Sundara relativt fine at drive med en AudioQuest Cobalt koblet til mobilen, selv om hovedtelefonernes fyldige formfaktor ikke er særlig velegnet til bærbar brug. De egner sig bedre til lænestolen, sluttet til udgangen på en Hegel H190 eller den prisgunstige hovedtelefonforstærker Schiit Magni 3+.
Den høje vægt kompenseres elegant af de store, skråtstillede ørepuder og det brede bånd under hovedbøjlen. Her lækkes lyden ud i rigt mål fra gitteret på ørekopperne, men i mindre grad fra ørepuderne. Der har kunstlæder på siderne og stof på indersiden.
Sundara er klart de stive hovedtelefoner i testen, og tilpasning er ikke let. Man kan bøje metalbøjlen forsigtigt, hvis det er nødvendigt, men jeg oplevede, at de sad tæt og godt på hovedet uden fysiske modifikationer.
Den planmagnetiske konstruktion i Sundara har lavere bevægelig masse. En såkaldt Neo Supernano-membran, der er mellem 1 og 2 mikrometer tyk, er lettere end en dynamisk membran, og i teorien skulle det give en hurtigere og mere præcis transientrespons.

Det fungerer pokkers godt i Sundara. Ud over strålende dynamisk respons har de faktisk en meget overbevisende basgengivelse. Stram og potent på samme tid, og bassen driver rytmen i musikken på forbilledlig vis. Heller ikke her går den særlig dybt, men det mærkes ikke så tydeligt, fordi den er superdefineret og slet ikke bange for at trykke til.
Men det er på opløsning, transientrespons og detaljegengivelse, at Sundara virkelig udmærker sig. Stemmegengivelsen er neutral, åben og smækfuld af klangfarver. Strygere lyder mere troværdigt end på nogen andre åbne hovedtelefoner i denne klasse, og et klaver får den klart mest klangfulde gengivelse på Sundara.
Konklusion
HiFiMAN Sundara er det bedste hi-fi-køb i denne klasse. Lyden er mere raffineret, luftig og dynamisk end hos konkurrenterne. Diskanten er silkeblød, bassen er potent, og mellemtonen er krystalklar og neutralt gengivet. Lydbilledet opleves som stort og åbent, og de trives lige så godt med Brockhampton som med Beethoven.
Sundara er simpelthen et kup til prisen og perfekte til hjemmebrug, omend ikke særlig mobilvenlige.