Sennheiser er blandt de mest erfarne hovedtelefonproducenter, men satsningen på gaming er forholdsvis ny.
Sennheiser GSP 600 er topmodellen, og æsken er mærket ”Professional Gaming Headset”. Designet er sportsagtigt med røde ”metal”besætninger. Hovedbøjlen og ørekopperne er samlet med drejeled i metal, der ser ud til at kunne holde til at blive slået med en hammer, og mikrofonen sidder på en tyk svingarm. Ørekopperne er store og trekantede. Alt virker i det hele taget solidt, selv om det meste stadig er i plastic.
Ud over den normale justering efter hovedstørrelse kan presset fra hovedbøjlen ved hjælp af to skydere justeres trinløst fra ret stramt til endnu strammere! En drejeknap på højre ørekop regulerer volumen eller slukker helt for lyden.
Sennheiser er ikke for alle og enhver. Har du et hoved, der er større end gennemsnittet, føles det som at blive holdt fast af en sumobryder. Vel at mærke i den løseste indstilling.
Lyden er den stærke side ved GSP 600. Her er Sennheiser tydeligvis på hjemmebane. Bassen er solid og rund, mellemtonen klar og diskanten præcis. Nogle gaminghovedsæt fremhæver bestemte frekvensområder, men ikke disse. Du får ikke samme lyd som i en normal hi-fi-hovedtelefon til samme pris – men det er tæt på.
Konklusion
Sennheiser GSP 600 er et bundsolidt hovedsæt, der kan holde til at blive brugt i timevis hver dag. Lyden er lige så god, som man kan forvente af netop Sennheiser. Det er mere problematisk med bærekomforten, der ikke er for alle. Samtidig er vi oppe i en pris, hvor aktive hovedsæt med finurlige features frister. Hvis du søger en enkel løsning og vægter lyden højt (som man bør!), skal du sikre dig, at du kan prøve hovedsættet, inden du køber.

