Plantronics er især kendt for at lave hovedsæt til erhvervsbrug i callcentre og bluetooth-hovedsæt, men de leverer også træningshovedtelefoner – og de senere år også gaming-hovedsæt.
Plantronics RIG 800 HD er et trådløst hovedsæt specielt til pc-brug. Der findes desuden en udgave, 800LX, til Xbox One. Men spiller du på PS4 eller Nintendo Swicth, er dette ikke hovesættet for dig.
Både hovedbøjle og ørekopper er i plastic. Det virker skrabet og lidt skrøbeligt (man kan købe ekstra hovedbøjler løst på Plantronics’ webbutik), men det er med til at holde både pris og vægt nede. Som et trådløst hovedsæt er det nødvendigt med USB-lydkort og trådløs sender. Den findes i en forholdsvis stor plasticboks. Lydstyrke og balance mellem spillyd og mikrofon reguleres på to drejeknapper på venstre ørekop. Mikrofonen sidder på en bøjelig vippearm.
Der er virkelig smæk på bassen og flot dynamik. Det gør det sjovt og engagerende at spille skydespil. Lyden er i øvrigt fin. Ikke så ren og klar som på HyperX, men det er ikke nødvendigvis noget, der betyder noget, når kuglerne flyver om ørene på dig.
Plantronics RIG 800HD’s store trækplaster er Dolby Atmos-surroundlyd, som giver en oplevelse af at være omgivet af lyd fra alle sider. For at få glæde af den skal man indtaste en aktiveringskode i Microsoft Store – og koden gælder kun én enhed.
Konklusion
Hvis du alene spiller på pc og gerne vil have surroundlyden fra Dolby Atmos, er Plantronics RIG 800HD svær at komme uden om. Selv om prisen er lav, får du i både pose og sæk: Trådløs forbindelse, lav vægt og god bærekomfort – og så en lyd, hvor der er skruet godt op for alt det sjove. På minussiden er byggekvaliteten ikke den mest overbevisende. Endelig virker det lidt fedtet, at Dolby Atmos-dekodningen kun kan aktiveres på én maskine.