Panasonic Wings RP-BTS50E

Panasonic giver dig vinger

Det er det indre, der tæller, og Panasonic er slet ikke så dumme, som de ser ud.

Panasonic Wings RP BTS50E 03

(Foto: Producent)

Jeg har flere gange stået med Panasonics officielle OL i Rio-høretelefoner i hånden og spekuleret på, hvordan de skulle sidde. De bøjelige bøjler og vingeformede hørepropper er mere specielle, end de er kønne. Til Panasonics ros skal dog siges, at de sidder behageligt i ørerne og slet ikke føles så klodsede, som de ser ud.

Takket være bøjlen sidder de sågar tilpas langt ude, så du ikke føler, at du bliver lukket helt inde, og stadig kan høre, hvad der foregår omkring dig.

Som en spøjs detalje kan du tænde nogle blå LED-dioder, hvis du vil have lys i vingerne. Jeg kan ikke se, hvad denne funktion skal gøre godt for, men sjovt er det. Den kontrol/mikrofon, der sidder på ledningen, føles desværre ret billig, og man skal trykke hårdere, end man har lyst til.

Glimrende lyd

Heldigvis opvejes det uheldige udseende og den dårlige kontrol/mikrofon af god lydkvalitet. Høretelefonerne understøtter de to lydstandarder aptX og AAC, og det vil jeg vove at påstå, at man godt kan høre. RP-BTS50E har et bredt og veldefineret lydbillede. De mangler hverken bas eller diskant og er generelt rigtig behagelige at lytte til. Det kan man så gøre i godt syv timer, før de skal lades op igen, hvilket er ganske tilfredsstillende.

Konklusion

Wings RP-BTS50E er nok ikke det kønneste, der er kommet ud af Panasonics fabrikker, men takket være god indmad spiller de utrolig godt og fortjener en chance. Bøjlen om ørerene er ganske vist lidt spøjs, og det virker unaturligt, at de skal stritte sådan ud af ørerne. Ser man bort fra det og den plasticagtige kontrol/mikrofon på ledningen, får man nogle særdeles velspillende Bluetooth-hørepropper til en rimelig pris.

Læs videre
Exit mobile version