Med Jabra får du ligesom hos Bose en pulsmåler med i pakken. Det er praktisk, hvis du ikke har sådan en i forvejen, og giver hørepropperne lidt kant i forhold til de øvrige modeller i samme prisklasse. Fælles for de to modeller er dog også en ringere batterilevetid, da pulsmåleren er god til at æde af batteriet.
Årsagen til, at Jabra kalder det en specialudgave, er at de i forhold til tidligere også har mulighed for at udregne dit optimale iltoptag ved hjælp af pulsmåleren. Lidt har også ret. Med høretelefonerne følger en avanceret app, som kan virke en anelse overvældende med alle sine indstillingsmuligheder.
Pasformen er takket være et bredt udvalg af silikonedutter utrolig god. Især de specielle vinger, som fås i tre størrelser, bider sig godt fast i både top og bund af øret. Nogle vil måske føle det for isolerende, men én ting er sikkert – de bliver, hvor de skal.
Tung bas
Heller ikke lyden er der meget galt med, og Jabra giver igen smæk for skillingen, såfremt du er glad for hørepropper, der kan spille højt og dybt. Lyden er dejlig tung, og bassen sparker igennem. Det bliver dog næsten lidt for tungt, og sammenholdt med det tætte fit kunne jeg godt savne lidt mere diskant.
Konklusion
Med Sport Pulse Special Edition har Jabra fat i noget rigtigt. Pasformen er takket være specialdesignede propper og vinger utrolig god, og de kan spille både højt og dybt. Hvorvidt man så vil have det tætte fit og den tunge lyd, må være op til den enkelte. Vil man stadig gerne kunne høre, hvad der foregår omkring én, og er tung bas ikke noget at stræbe efter, så bør man måske kigge efter noget andet.
