Når man ser indpakningen, skulle man tro, at det her var nogle af testens dyreste hovedtelefoner. Meget gennemtænkte og stilige. I indpakningen finder du to ekstra ørepropper samt et par i skummateriale, som øger pasformen endnu mere. Mine favoritter, da trykket i øret mindskes. En praktisk opbevaringstaske er der også.
Selve hovedtelefonerne er en kreation i sort, sølv og klar blå med ørepropper i mælkehvid. Desværre er ledningen rund. Mikrofon/kontrol er stilig med tre runde forhøjninger indrammet i sølv. Den samme sølvring går igen på “bagsiden” af selve øretelefonerne. Flot! Men hvad man har tænkt med den klare blå farve og de mælkehvide propper, forstår jeg ikke rigtig. Det får hovedtelefonerne til at se lidt plasticagtige ud, selv om de faktisk føles gedigne og holdbare.
Lyden
Vivaldis “Foråret” fylder mine ører, og roen indfinder sig. Violinerne og det øvrige orkester får god plads. Lydbilledet er homogent fra start til slut og formidler virkelig den gode følelse af forår. Selv Mikael Wiehes “Den jag kunde va” er sød musik i mine ører. Når bassen sætter ind i starten af andet vers, føles det godt, uden at den overtager scenen. “Skynyrd Nation” sætter i gang, men her sker der noget. Hovedtelefonerne er ikke rigtig med på noderne, og helheden bliver lidt dæmpet. Jeg får en følelse af at sidde i et rum med lavt til loftet og dårlig luft. Jeg prøver andre numre i hurtig takt og med mange instrumenter, og indser, at disse hovedtelefoner ikke er optimale til den type musik.
Konklusion
Dette er (heldigvis) ikke nogen skønhedskonkurrence. Så ville Denon AF-C101 have stået tilbage med halen mellem benene, specielt med de mælkehvide propper på. På den anden side ses hverken det eller den knaldblå farve, når du har hovedtelefonerne i øret. Kvaliteten er der ikke noget at udsætte på, og mikrofon/kontrol har godt adskilte knapper, hvilket mindsker risikoen for at trykke forkert.
Holder du dig fra rockmusik med mange bolde i luften, så er det her nogle underholdende hovedtelefoner, som kan give dig kuldegysninger af velbehag.