Sidste år kårede vi lillebror ANC7b til årets bedste hovedtelefoner med støjreduktion. Storebror ser meget ud på samme måde, dvs. ganske anonymt. De tiltrækker sig ikke opmærksomhed, hverken positivt eller negativt. Selv om de føles solide, så er der lige lovlig meget plast, hvilket trækker ned på kvalitetsindtrykket. Batteriet sidder let tilgængeligt, og de kan bruges, selv om det løber tør.
ANC9 kan gøres flade til transport, men ikke foldes sammen, så bæretasken fylder temmelig meget. Der medfølger adaptere til både flystik og 6,3 mm jack-stik.
I modsætning til ANC7b kan man tage kablet af, og der medfølger endda en ledning med fjernbetjening til mobiltelefon, men den mangler volumenkontrol. Takket være den bløde, fleksible bøjle sidder de skønt på hovedet uden at trykke for meget. Puderne er bløde mod hovedet, men kopperne er relativt små, så for nogle kan det være svært at få dem rundt om ørerne.
Knappen til at tænde støjreduktionen er let at finde med fingeren, mens omskifteren er lidt mere besværlig at lokalisere. En unik feature er nemlig, at man kan vælge imellem tre typer støjreduktion: Flyvemaskine, kontor eller rolige omgivelser. Det påvirker omfanget af støjreduktion, og hvilke frekvenser der dæmpes.
Det fungerer godt, men introducerer en vis susen i lyden. Den overdøves dog for det meste af musikken, som virkelig kommer til sin ret i ANC9. De har en meget fyldig og varm lyd med distinkt bas, der ikke føles overdrevet. Man kan dog ikke spille særlig højt.
Konklusion
Ligesom den prisbelønnede mindre model ANC7b er Audio-Technica ATH-ANC9 hovedtelefoner, som man vælger for funktionernes skyld, ikke for udseendet. De sidder behageligt, er nemme at bruge og har god batterilevetid med et standardbatteri. De optager dog en del plads, da de ikke kan foldes sammen.
En indstillelig støjreduktion gør, at de fungerer i forskellige miljøer, og påvirker ikke musikken i påfaldende grad. Lyden er fyldig med tydelig bas; vi kunne bare godt tænke os, at man kunne skrue lidt højere op.
