Sony MDR-NC7

Ingen kokonfølelse

Sonys halvdækkende høretelefoner er noget mere dækkende end dem fra både Audio-Technica og Sennheiser, og udformningen af selve hovedbøjlen gør dem relativt spændstige og behagelige at have på under længere rejser.

Sony MDR NC7

Sony har valgt at placere on/off-kontakten på højre side af høretelefonerne, mens man enkelt og let indsætter batteriet på venstre side. Høretelefonerne kan foldes, men da ørestykkerne er en del større i diameter end på de andre to halvdækkende alternativer i testen, optager de lidt mere plads.

Selv om hovedbøjlen er fleksibel, kunne jeg godt have ønsket et blødere materiale tættest på hovedet for en mere komfortabel pasform. Efter et stykke tid skraber det irriterende på hovedet. I min pakke manglede batteriet, men jeg tror, det skyldes, at personen, der testede før mig, har brugt det til andre ting. En lidt halvtrist sort, syntetisk taske samt en adapter til fly fulgte også med. En forlængerledning fandt jeg desværre ikke, hvilket jeg synes er lidt synd, da sådan en ville have gjort anvendeligheden større.

Forskellen i lyd med og uden støjreduktion aktiveret er ikke så vældig markant; diskanten og mellemregisteret er der ingen fejl ved, men bassen virker lidt svag. Med støjreduktionen tændt bliver lydbilledet rigere, og selv bassen bliver bedre. Sony angiver 87,4 procent støjreduktion på emballagen, men jeg kan desværre ikke påstå, at det er den mest imponerende støjreduktion i testen, og den kokontilstand, som man gerne vil have, forekommer aldrig rigtig.

Konklusion
Sony MDR-NC7 er stilfulde og fleksible høretelefoner, som leverer en helt tilfredsstillende lyd både med støjreduktionen tændt og slukket. Jeg mangler lidt slagkraft i bassen, især i slukket tilstand, og ville gerne have haft en større kokonfornemmelse, når støjreduktionen var tændt.

Læs videre
Exit mobile version