Det føles, som om Sony har lagt lidt ekstra omsorg i designet, og det er der kommet et godt resultat ud af. Sammen med høretelefonerne får du et batteri, en lille pose, en adapter til flyet og ørepropper i tre forskellige størrelser. Jeg ville have sat pris på et par modellerbare i skummateriale også, men man kan jo ikke få alt.
Kontrolenheden er placeret på ledningen og giver dig mulighed for, ud over at vælge støjreduktion, at få mulighed for selv at analysere og blokere den “rigtige” form for støj ved at trykke på AINC-knappen, som arbejder på tre forskellige niveauer: fly, bus/tog eller kontormiljø. Tryk på knappen, vent et par sekunder, og så kommer der, ifølge Sony, den bedste lyd til lige det miljø, du befinder dig i. Der findes endda en Monitor-knap, som slukker for musikken, så du kan høre, hvad der foregår omkring dig. Samtidig med at du foretager disse valg, blinker en lampe, og du hører et bip – alt sammen for at du skal kunne vide, hvad det er, du gør. Disse finesser kan naturligvis opfattes som besværlige for nogle, men det er jo en smagssag.
Lyden uden støjdæmpning lader meget tilbage at ønske og lyder tam, basfattig og tynd, men ikke indelukket eller specielt dæmpet. På emballagen står der 98,2 procent støjreduktion, og håbet om bedre lyd vender tilbage, når jeg tænder for støjreduktionen, og støj fra toget forsvinder. Musikken får mere karakter, mere bas, og lytteoplevelsen kommer tilbage.
Konklusion
Hvis du sætter pris på knapper, blinkende lys og lydeffekter, kan det her være høretelefonerne for dig. At de desuden har god støjreduktion, er en ekstra bonus. Lyden uden støjreduktion er imidlertid ikke noget at prale af.
