Sennheiser HD 450BT

Sennheiser spiller sikkert og bevarer føringen

Den opdaterede udgave af Sennheisers billigste NC-hovedtelefoner er et trygt køb.

Sennheiser HD 450BT intro

Da vi testede overkommelige støjreducerende hovedtelefoner for to år siden, klarede Sennheiser HD 4.50 BTNC sig rigtig godt. Nu er der så kommet en opdateret model med et navn, der ligner meget: Sennheiser HD 450BT.

Ligesom tidligere får man kun en simpel bæretaske med, der ikke beskytter mod ublid behandling. Til gengæld får man både et lydkabel til flyture og et USB-C-kabel til opladning. Hovedtelefonerne fås i sort eller hvid.

Sennheiser HD 450BT hero WEB
Velbyggede hovedtelefoner med klassisk design. (Foto: Sennheiser)

Konstruktion og komfort

Designet er blevet mere sobert, idet Sennheiser har droppet forgængerens skinnende logo. Men de kan stadig ikke lægges fladt, hvilket gør dem lidt svære at få plads til i en lille taske. De kan dog foldes sammen.

Selv om materialet mest er plast, virker de ikke billige eller skrøbelige. Det ser ud til at være en pålidelig konstruktion. Bærekomforten lider lidt under den tynde polstring i hovedbøjlen, ligesom hovedtelefonerne presser lidt hårdt mod ørerne.

 

Hovedtelefonerne kan foldes sammen, men desværre ikke lægges fladt. (Foto: Sennheiser)

Funktioner og betjening

Også Sennheiser lader til at mene, at man skal klemme så mange knapper som muligt ind på den ene ørekop. Det resulterer i unødvendig meget famlen og fejltryk, før man får lært det. Der findes ganske vist en app, men den kan tilsyneladende ikke andet end at indstille EQ, endda på ikke særlig intuitiv vis.

HD 450BT er blandt de få hovedtelefoner i testen, der oplades med USB-C – det samme som moderne mobiltelefoner – og det tager kun to timer at lade batteriet helt op.

Lydkvalitet og støjreduktion

Lyden i HD 450BT er blød, varm og tiltalende med markant bas, og understøttelse af bedre lydoverførsel giver kvaliteten et løft. Det gør, at de fleste genrer lyder godt, selv om det ikke er helt hi-fi-korrekt.

Hvis man skal klage over noget, så er det, at de mangler lidt detaljer og klarhed. Når man slår støjreduktion til, løftes mellemtoneregisteret, hvilket forstærker stemmer. Det gør ganske vist musik lidt ubalanceret, men er en fordel, hvis man sidder i et fly og prøver at høre dialogerne i en film.

App’en trænger til en overhaling. (Foto: Sennheiser)

Konklusion

For at begynde med det negative, så er Sennheiser HD 450BT et par store hovedtelefoner, der ikke kan lægges fladt, hvilket gør, at de fylder meget i tasken. Der er også mange små knapper at holde styr på, og app’en tilfører ikke så meget.

Men når det er sagt, så er det et par velbyggede hovedtelefoner, der virker væsentlig dyrere, end de er. Man får, hvad man betaler for, når det gælder støjreduktion, men de får musikken til at lyde tiltalende og fremhæver dialoger på film.

Læs videre
Exit mobile version