Live-serien er JBL’s mere ungdommelige hovedtelefoner beregnet til en urban livsstil. JBL Live 650BTNC er topmodellen, der i modsætning til de andre har støjreduktion.
I betragtning af brugsområdet er det okay, at man kun får en stofpose til opbevaring i stedet for et etui. Der medfølger også et Micro USB-ladekabel samt et lydkabel, der for en gangs skyld også har en mere lettilgængelig kontrol/mikrofon på ledningen.

Konstruktion og komfort
Da det er street-hørebøffer snarere end noget diskret til rejsende, er det ikke så underligt, at de er forsynet med et iøjnefaldende JBL-logo. De fås i sort, hvid eller blå.
Fordi ørekopperne både kan vendes og foldes ind, fylder hovedtelefonerne relativt lidt i bagagen. Stoffet på hovedbøjlen, selve ørekopperne og metallet i hovedbøjlen giver en god kvalitetsfølelse. Derimod virker hængslet lidt lille og kan være et svagt punkt. Vi synes også, at hovedbøjlen kunne være bedre polstret, og ørepuderne er så tætte, at man bliver svedig om ørerne ved længere tids brug.

Funktioner og betjening
Af en eller anden grund har JBL placeret alle knapperne på højre ørekop, hvilket gør det svært at skelne imellem dem. Der er en separat Bluetooth-parringsknap, en knap til at tænde og slukke for støjreduktionen, volumenkontrol og en multifunktionsknap. Som bruges til at besvare opkald, starte og stoppe musikken og aktivere telefonens stemmeassistent.
Officielt understøttes Google Assistant og Amazon Alexa. Rart nok er der en app til at indstille stemmeassistenten, opgradere softwaren og justere EQ.
Trods det forældede Micro USB-stik oplades batteriet på kun to timer, og 15 minutters opladning giver to timers yderligere lytning.
Lydkvalitet og støjreduktion
For at begynde med støjreduktionen, så giver den en tydelig susen, der er forstyrrende, hvis man prøver at få total stilhed. Og hvis man spiller musik uden, lyder det lidt skarpt og lidt fjernt og fraværende.
Mærkeligt nok lyder 650BTNC faktisk bedre, hvis man slår støjreduktionen til, hvilket giver bedre nærvær og tager brodden af diskanten. På den anden side bliver bassen brummende, og så dræner det jo batteriet mere.
Konklusion
Vi har det lidt svært med JBL Live 650BTNC. På den ene side skal de være street-hørebøffer, men på den anden side er lyden tynd og intetsigende. På den ene side få man mere medrivende lyd, hvis man slår støjreduktion til, men på den anden side tærer det unødigt på batteriet. På den ene side er der en app til at gøre indstillinger lettere, men på den anden side er knapperne svære at bruge.
Hvis ikke man absolut vil have de hovedtelefoner, der har det sejeste look, findes der andre, bedre valg i denne test.