Onkyo er forholdsvis nye på høretelefonmarkedet, og så gælder det om at skille sig ud. Og det gør de virkelig med designet. Uanset hvilken farve man vælger, er de matchet med den iøjnefaldende snoede ledning. Ud over at se lækkert ud gør det også, at den ikke filtrer så let.
Hørepropperne er i tillidsvækkende metal, men vi kunne godt have ønsket bedre trækaflastning i ledningsfæsterne. Der medfølger et lille etui og tre par silikonedutter samt et par i memory foam.
Den skarpe vinkel mellem kammeret og selve proppen ser måske mærkeligt ud, men de sidder som støbt i ørerne. Proppen havner det rigtige sted, uden at man skal rode med dem, samtidig med at den ydre del sidder behageligt på plads i det ydre øre. En god løsning, som mange gerne måtte lære af.
Betjeningen sidder i tilpas afstand fra munden og har fået en ordentlig mikrofon. Til gengæld er der kun blevet plads til en enkelt knap, og det virker lidt mærkeligt, at man ikke kan justere volumen uden at tage mobilen frem.
Hvis man kan lide bas, så får man virkelig sit ønske opfyldt her. Det passer godt til visse musikstilarter og gør det let at stampe takten. Men de er for ubalancerede til mange andre genrer, hvor der er brug for mere finesse.
Hvis man kan lide en lidt varmere klang, kan sangstemmer lyde meget behageligt. Men så snart instrumenterne sætter ind, dominerer de lave frekvenser på en måde, der ikke virker naturlig. Det betyder, at E700M kun passer til et meget specifikt publikum og ikke rigtig os, der har en bredere smag.
Fra et hi-fi-mærke som Onkyo forventer man kvalitet, og det får man virkelig her. Materialevalg og byggekvalitet er i top, men også designet, der stikker ud fra mængden.
Man forventer også hi-fi-lyd, men det får man til gengæld ikke. I hvert fald ikke hvis man dermed mener en neutral klang, hvor musikken lyder nogenlunde, som den blev indspillet. Mærkeligt nok har E700M en virkelig kraftig bas, der dominerer det hele. Perfekt, hvis man vil have buldrende beats, men det passer langtfra til alle.