Souls hovedtelefoner er nok dem, der ser bedst ud. I sort med gule, blå eller sorte striber, hvor dem i gul og sort har Bolts berømte sejrspositur på de lukkede ørekopper. De kan klappes sammen og sidder som støbt omkring ørerne, og to sæt vaskbare ørepuder medfølger, hvoraf det ene par er fugtafvisende. De er ikke særlig støjdæmpende i betragtning af de store ørekopper, men der er selvfølgelig mikrofon/kontrol på ledningen, så du kan styre musik og samtaler. Hvis du har en iPhone.
For knap 2.000 kroner burde man kunne forlange god, balanceret lydkvalitet. Det skorter det på her. Lyden er simpelthen for indelukket, og selv efter flere timers afspilning er der ingen tegn på, at den vil åbne sig op. Vokaler er kun undtagelsesvis ordentligt defineret, mens der er relativt god dynamisk kontrast. Lydbilledet er varmt og behageligt, men r**kedeligt. I modsætning til den mand, der har lagt navn til disse hovedtelefoner fra Soul.
Sjælløst, kunne man også sige.