Pasformen på Supra Nero-TX er god, og hørepropperne er så små og lette, at man nærmest ikke mærker dem i ørerne. Men der følger kun tre par silikonedutter med, hvoraf to var for små til mine ører. Det tredje par gled lidt for let ud, så til testen endte jeg med at snyde og bruge mine egne dutter, der passer perfekt til mine ører. Jeg prøvede også med et par Comply-dutter i memory-skum for at få bekræftet lyden.
Nero-TX har den længste batterilevetid, vi har hørt om fra et par helt trådløse hørepropper. Okay, ikke hvis du kun ser på selve propperne, som har fem timer, men lade-etuiet giver yderligere 75 timers spilletid! Det betyder, at du kan tage hørepropper og etui med på ferie og ikke bekymre dig om ladekablet, før du er hjemme igen. Opladning sker dog med Micro USB og ikke USB-C.

Funktionsmæssigt er hørepropperne temmelig basale. De har Bluetooth 5.0, som giver stabil tilslutning, men som i dette tilfælde kun rækker til en placering midt i feltet, når det gælder trådløs rækkevidde. Vi målte den til ca. 25 meter i det fri.
Supras lyd er kendetegnet af en stram og fyldig bas. Nero har et godt stereoperspektiv med en fin rumfølelse. Jeg kan godt lide formatet på bas-instrumenter, og violiner lyder naturligt og klangrigt. Den gode fylde følges op af et godt fokus opad i de lysere toner. Med undtagelse af presensområdet (1-5 kHz), som er noget begrænset, hvilket betyder, at f.eks. vibratostemmer kunne have haft mere tryk på.
Den lidt overdrevne bas er dog ikke til hinder for at høre klassisk musik, og på pop og rock lyder det bare sejt. Der er virkelig smæld i rytmerne.

Konklusion
Supra Nero-TX er de mest vellydende helt trådløse hørepropper, vi har hørt til under en tusse. Når de så ovenikøbet giver fem timers spilletid og svimlende 75 timer ekstra med lade-etuiet, begynder det at ligne noget.
I en perfekt verden ville vi gerne have haft mere luft i toppen og flere detaljer i den øvre mellemtone. Men i forhold til prisen får du latterlig meget for pengene. Det kan dog godt være, at du skal ud og købe nogle bedre dutter. (GN)