6 Bluetooth hovedtelefoner

Trådløs og bærbar lyd

Hovedtelefoner uden ledninger i vejen er en praktisk og fristende løsning, men ikke helt uproblematisk.

BT oppslag I

Med trådløse hovedtelefoner slipper man for kludder i ledningen og kan bevæge sig mere frit. Det er praktisk, hvad enten man er på farten eller tusser rundt derhjemme.

Den eksplosive udbredelse af smartphones har virket som en turbo på salget af hovedtelefoner. Udvalget er enormt, men kvaliteten er meget varierende. Det gælder ikke mindst lydkvaliteten, især hvis man falder for fristelsen til at købe trådløse hovedtelefoner.

Mange oplever, at lyden falder ud. Nogle synes ikke, at den er så god, som den var med de gamle hovedtelefoner med ledning. Og andre klager over, at batterilevetiden er for dårlig.

For trådløse hovedtelefoner har brug for strøm. De billigste bruger almindelige batterier, som man kan skifte ud, mens dem, vi tester her, har indbyggede genopladelige batterier. Dem kan du oplade hvor som helst, f.eks. via den bærbares USB-port.

Fordi hovedtelefonerne i denne test bruger Bluetooth, kan man opleve, at lyden falder ud. Det kan skyldes, at man er mere end ni-ti meter fra den mobil, der sender musikken trådløst til hovedtelefonerne, eller at der er en forhindring, som blokerer det trådløse signal.

Hvis man ikke synes, at lydkvaliteten er helt overbevisende, er det nok, fordi trådløs streaming via Bluetooth ofte er komprimeret, ligesom MP3-filer. I modsætning til en kablet forbindelse, der ikke komprimerer musikoverførslen. Hovedtelefoner og smartphones, der understøtter Bluetooth med aptX-overførsel (se boks), har potentielt bedre lyd end almindelig Bluetooth.

Alle hovedtelefonerne i denne test understøtter aptX, og nogle af dem har også aktiv støjreduktion, der dæmper støj udefra bedre. Så kan man høre mere af musikken.

Hovedtelefonerne er vurderet ud fra lydkvalitet, bærekomfort, batterilevetid og brugervenlighed, men der er lagt afgørende vægt på, hvor meget man får for sine penge.

Priserne er opgivet pr. februar 2014 og kan have ændret sig, siden testen blev udført.

Har du brug for aptX?
Alle hovedtelefoner med Bluetooth kan bruges med stort set alle smartphones, tablets og computere med Bluetooth. Men det er ikke alt, der virker. F.eks. kan man ikke bruge den nye aptX-standard, hvis man spiller musik fra en iPhone, iPod eller iPad.

Årsagen er, at iOS ikke understøtter aptX-standarden for Bluetooth-overførsel, og det er det heller ikke alle andre smartphones, der gør. Men nogle gør, f.eks. Samsung Galaxy S4, flere HTC-modeller og Sony Xperia Ultra.

Hvad er aptX? Det er kort fortalt en algoritme, der gør det muligt at parre to enheder for at overføre musik, men uden så meget komprimering som med almindelig Bluetooth og deraf følgende forringelse af lydkvaliteten.

Læs videre
Exit mobile version