JBL Reflect Fit

Bøjlen knækkede

Sidder lidt for tæt om halsen, men spiller godt.

6925281927577 JBL JBLREFFITRED EN F 46958

(Foto: Producent)

Reflect Fit fra JBL kan både spille musik og måle din puls. De fås i fire farver og består af en bøjle dækket af gummi. I hver ende går et kabel med propperne på. Propperne har en god pasform og sidder godt fast i ørerne. Der følger tre sæt gummipropper med, så du kan få dem til at sidde fast, uanset hvor store eller små dine ører er. Gummilaget på bøjlen betyder, at de har fået en IPX5-certificering og kan tåle en smule vand og sved.

Selve bøjlen er ikke ret stor, og alt efter hvor tyk din hals er, kan den godt sidde meget tæt. Jeg troede fejlagtigt, at de kunne justeres, og endte inden for få sekunder med at have brække bøjlen i den ene side. Det er ikke godt nok! Den lille luge til Micro USB-indgangen er desuden utrolig svær at få op og krævede et spidst værktøj.

Bas er godt til træning

Heldigvis spiller de bedre, end de føles om halsen, og har du haft et sæt JBL før, vil du kende lyden. Her er fokus på bassen, hvilket de fleste godt kan lide i træningscenteret, mens mellemtone og diskanten kæmper lidt mere. Især i toppen er det ikke helt så præcist, men det gør egentlig ikke så meget.

Fordi bøjlen er lidt lille, er det heller ikke så nemt at trykke på de meget små knapper i hver side. Den indbyggede pulsmåler er en god tilføjelse og det til en yderst rimelig pris.

Konklusion

JBL Reflect Fit er ikke for alle, og den tætsiddende og lidt tunge bøjle kan godt være irriterende at have på i længere tid. Til gengæld får du en godkendt lydkvalitet, der gør sig godt til træning, og en pæn batterilevetid på op til ti timer.

Sidst får du en indbygget pulsmåler, hvilket er en sjældenhed i denne prisklasse og derfor også endnu et godt salgsargument. Kan du undvære pulsmåleren, har JBL masser af lignende modeller til den halve pris.

Læs videre
Exit mobile version