Sony WH-CH510

Når nærighed trumfer fornuft

Vi vil alle sammen gerne have billige hovedtelefoner, men her er der slækket for meget på kravene.

Sony WH CH510 intro

Sony laver ikke bare vanvittig gode luksushovedtelefoner som MDR-Z1R, men også de bedste støjreducerende hovedtelefoner, WH-1000XM3, samt virkelig gode mellemklassehovedtelefoner som WH-H800. Spørgsmålet er, om de også kan klare sig i konkurrencen mod de virkelig billige modeller.

De havde faktisk ikke en model i samme prisklasse som de andre producenter, så for en gangs skyld er Sony billigst i testen. Det kan desværre mærkes på udførelsen af hovedtelefonerne. De ser okay ud, men når man tager dem i hånden, føles de billige. Det er plastic på den dårlige måde, så man kommer i tvivl om holdbarheden. De er meget lette, men ikke på en god måde, så man spekulerer over, hvad der egentlig er inde i dem.

Som mange af de andre fås de i hvid eller sort, men også blå, som er væsentlig pænere.

Sony WH CH510 close up WEB
Store, tydelige knapper til at styre afspilningen. (Foto: Sony)

Den lave vægt gør selvfølgelig, at de føles lette på hovedet. Men de sidder temmelig stramt om ørerne, og der er ikke meget polstring i ørepuderne. Mærkeligt nok har hovedbøjlen overhovedet ingen polstring, så de presser mod kraniet. Sammenlagt gør det, at hovedtelefonerne ikke er så behagelige som det første indtryk.

Knapperne til at styre afspilningen sidder på højre ørekop. Størrelsen er væsentlig bedre end på Jays, men de rager ikke så meget ud, så de kan stadig være lidt svære at finde med fingeren. Lige ved siden af sidder USB-stikket, der for en gangs skyld er moderne USB-C. Det betyder også, at hovedtelefonerne kan genoplades i ti minutter for yderligere 90 minutters spilletid. Desværre har Sony heller ikke en app til at tilpasse indstillinger eller lydprofil.

Det havde nok været en god idé, for hovedtelefonerne har de mindste drivere i testen, og de lyder lidt anstrengt. Hvis man hører akustisk musik, lyder diskanten skarp, og hvis man prøver med orkestermusik, drukner instrumenterne i lydsuppen. Nu skal man måske ikke stille så høje krav i denne prisklasse, og hvis vi skal være flinke, er de faktisk helt okay til popmusik på farten.

Sony WH CH510 padding WEB
Ingen som helst polstring i hovedbøjlen gør, at de bliver ubehagelige i længden. (Foto: Sony)

Konklusion

Sony er gode til at lave dyre hovedtelefoner, men det er så meget desto sværere at lave gode billige hovedtelefoner. I dette tilfælde er de gået for langt i deres spareiver, og det er gået ud over både lyden og kvalitetsfølelsen. På trods af den lave vægt sidder de heller ikke særlig behageligt.

Sony skal dog have pluspoint for hurtigopladning og glimrende batterilevetid.

 

Læs videre
Exit mobile version