Hvis du gerne ville have haft AirPods Pro, men synes, at de udstikkende mikrofoner er en deal-breaker, eller du synes, lyden er for hård i toppen, så har Apple-ejede Powerbeats Pro næsten samme funktionalitet.
Powerbeats Pro har samme fantastiske trådløse rækkevidde som AirPods Pro (godt 50 meter), de er vand- og støvafvisende, de parres let med iPhone ved at holde dem hen til den, og de oplades via Lightning-stik.
Powerbeats Pro vil også appellere til Android-brugere, da de eneste funktioner, der er forbeholdt Apple-brugere, er den ovennævnte parringsmetode, og at Google Assistant ikke kan kaldes frem.
Beats har ikke Apples støjreducerende funktion, og man kan ikke bruge Find-app’en på iPhone til at lokalisere dem, hvis man har lagt dem et lidt for smart sted. Og da mikrofonerne ikke stikker ud, vil modparten ikke høre dig lige så tydeligt ved mobilsamtaler.
Powerbeats Pro har lang batterilevetid: Hele ni timer i propperne og 15 timer ekstra i etuiet. Samme etui er ganske vist lidt stort til bukselommen for at få plads til ørebøjlerne. Det må man leve med.
Ørebøjlerne, som går hele vejen rundt om øret, gør det umuligt for propperne at falde ud. De gør også, at silikonedutterne sidder rigtig godt, så der er meget lidt gnidelyde i øregangene. Også når man træner! Hvilket igen gør dem mere behagelige at lytte til end så mange andre.

Lyden af Powerbeats Pro
Powerbeats Pro er en energibombe af dimensioner i mellemtoneområdet og har bas nok til at følge det op. Popmusik lyder meget medrivende, og rock kører på med benhårde guitarer. Det er den lyd, Klipsch burde have sigtet efter med deres T5 True Wireless.
Der er også glimrende snert og hurtighed i flygel og klaver. Det mangler lidt luft og rumfølelse sammenlignet med Sennheiser Momentum True Wireless og Technics AZ70, og også Bang & Olufsen-hørepropperne har flere klangstrukturer end Beats.
Men sammenlignet med træningshørepropperne Jaybird Vista er Beats langt mere energiske og medrivende. Jabra Elite Active 75t lyder også mere uldent end Beats lige ud af æsken, selv om disse faktisk kan justeres til at lyde bedre ved hjælp af EQ-funktionen.
Alligevel er det klart, at Powerbeats Pro har masser af spilleglæde og aldrig bliver kedelige at lytte til. De er stadig blandt dem, jeg helst ville bruge mine egne penge på.
Konklusion
Ørebøjlen på Powerbeats Pro er ikke for alle, men den gør, at hørepropperne aldrig falder ud, og de giver næsten ingen gnidelyde i ørerne. Tommel op herfra!
Lyden er velafbalanceret, rytmisk og medrivende. Det eneste, vi savner, er lidt mere luft i toppen, men den samlede pakke er pokkers god.
Og så er det heller ikke noget minus, at forbindelsen er superstabil, den trådløse rækkevidde superb, og batterilevetiden ligeså.