Vi har gennem hele året testet stribevis af computere med kræfter til gaming. Men hvad med lyden? Selv den kraftigste gamer-laptop lyder i længden for tyndt til hæsblæsende 3D-action. Derfor har du brug for et godt gaming-headset. En beslutning, som dine nærmeste omgivelser med sikkerhed vil bifalde – da de så kan slippe for at høre på larmen!
Men hvilket headset skal du vælge, og hvad skal det koste?
Traditionen tro har vi op til jul taget pulsen på markedet for gaming-headsets. Hele ti sæt spillebøffer er blevet testet igennem. Langt størsteparten af deltagerne ligger i premiumklassen, hvor man kan tillade sig at sætte forventningerne lidt højt.
Gaming-headsets var engang ensbetydende med blinkende lys, hidsige farver og kantet design. Sådan er det ikke mere. De fleste deltagere er så tilpas diskrete at se på, at man godt kan tillade sig at lade dem ligge fremme på skrivebordet. Så meget desto mere, som naboen sikkert også selv bruger fritiden på spil. Gaming er nemlig blevet en folkesport.

Lyden skal underholde
Når det gælder gaming-headsets, kan man godt tillade sig at løsne slipset og give pokker i korrekt og naturtro lyd. Her handler det om underholdning – og om at vinde! Eksplosionerne på slagmarken må gerne kunne mærkes helt ind i rygraden. Og hvis mellemtonen er lidt overdrevet, betyder det bare, at det bliver nemmere at høre, hvad dine medspillere siger.
Med eller uden tråd
Flertallet af headsets i denne test er trådløse og tilsluttes via en USB-adapter. Bluetooth, som du kender det fra hovedtelefoner, er ikke tilstrækkelig sikkert og præcist til gaming. Her vil en forsinkelse på nogle brøkdele af et sekund betyde, at du allerede er truffet af kuglen, når du hører skuddet i spillet.
Nogle holder dog fast ved kablet USB-forbindelse, typisk fordi headsettets funktioner, såsom lys og vibration, bruger så meget strøm, at batteritiden ville blive for kort. En enkelt deltager (EPOS) nøjes med analog kabelforbindelse.
Trådløst eller ej, så tilbyder de fleste stadig muligheden for analog kabelforbindelse, hvilket gør det muligt at bruge headsettene på andre platforme end PC, Mac og PlayStation.
Hele vejen rundt
De fleste headsets i denne klasse tilbyder virtuel surround-lyd. Her placeres surround-kanalerne rundt om hovedet på lytteren ved hjælp af snedig soft- og hardware. Nogle indbygger den virtuelle surround i det integrerede lydkort, mens andre lader styresoftwaren stå for opgaven.
Effektiviteten af den virtuelle surround varierer fra diffus rumlighed til knivskarp placering hele vejen rundt. Skal effekten være andet og mere end bare en effekt, må spillet være lavet til rumlig lyd, og hovedsættets lydkort og/eller software må understøtte det.
Sådan testede vi
Headsettene blev selvfølgelig testet i deres naturlige miljø, det vil sige på spil, ikke mindst 3D-skydespil, hvor eventuelle surround-effekter udnyttes maksimalt. Ud over det blev de også prøvet med musik og film – igen i surround. Vi så også på de indbyggede mikrofoner og eventuel støjreduktion.