Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: XTZ Cinema

Biograflyd på budget

XTZ Cinema er det bedste hjemmebio-højttalersystemer, vi har hørt, der stadig er til at betale!

Skrevet af / 21/10/2014 - 07:30
XTZ Cinema
Sven Bilen

XTZ Cinema

Sent sidste år testede min kollega Audun Hage et surround-højttalersystem, der nærmest tog pusten fra ham. Han gav seks stjerner på alle parametre og var fuldstændig overvældet. Audun kan sit kram, så systemet – som var det nye Kreisel-højttalersystem – må have været noget ganske særligt.

Men der kan ske meget på et år. Samarbejdet mellem det ingeniørfirma, der stod for den grundlæggende konstruktion, og Kreisel selv sprak, og svenske XTZ – der er kendt for stereohøjttalere med et ofte rigtig godt pris/ydelse-forhold – trådte ind som ny partner for ingeniørfirmaet.

Konstruktionen blev optimeret på flere punkter, produktionen blev flyttet, prisen blev sænket, og endelig kom højttalersystemet XTZ Cinema, som vi tester her. På prototypestadiet havde det premiere på årets CES-messe i Las Vegas, og opmærksomheden fra branchen var stor. Med rette.

Optimering
Der er sket nogle meget synlige ændringer af konstruktionen. For det første er de fire diskant-elementer i front- og centerkanalerne blevet midtplaceret, hvilket er ganske logisk efter min mening, for at optimere spredningen fra højttalerne yderligere. Man kalder det d’Appolito plus quattro array. På surround-kanalerne sidder der nu kun to diskanter, og så er højttalernes fysiske størrelse optimeret til det, de skal kunne præstere. Desuden er filteret ændret og den interne kabling forbedret.

Æstetisk er højttalerne også redesignet: Kabinetterne er blevet lidt større med en lækker baffel og stoffronter med magnetfæste, og fremstillingsmæssigt er alle højttalerne af virkelig høj standard. Jeg har haft andre højttalerproducenter på besøg, som har nikket anerkendende til XTZ’s byggekvalitet og bestykning.

Allerede ved udpakningen kan man se, at der ligger en masse omtanke bag; det er gennemført klasse og giver absolut ikke indtryk af at være et økonomisk overkommeligt surround-system.

De fire diskant-elementer i front- og centerkanalerne er midtplaceret i noget, der kaldes d’Appolito plus quattro array.
De fire diskant-elementer i front- og centerkanalerne er midtplaceret i noget, der kaldes d’Appolito plus quattro array.

Samtlige højttalere overholder THX Ultra II specifikationerne, men af omkostningsmæssige årsager har man valgt ikke at certificere højttalerne. Og som antydet er prisen også ændret: De er meget billigere end det Kreisel-system, de bygger på. Systemet består af en fronthøjttaler med vinklet front, der også kan anvendes som centerhøjttalere. De findes i en venstre og en højre version, og så vidt jeg kan se, er forskellen, at ophæng og indgangsterminal er vendt, så højttalerens front vinkles indad, og ledningen tilsluttes skråt nedefra. Kablerne plejer at ligge bedre på den måde. Af en eller anden grund har man valgt bi-wiring terminaler, hvilket er helt unødvendigt efter min mening. Olle Eliasson, manden bag XTZ, siger dog, at det simpelthen er et krav fra flere markeder – selv om det i princippet aldrig bruges til denne type højttalere.

Bestykningen er som tidligere fire dome-diskanter og to bas/mellemtone-elementer. Tre af dome-diskanterne spiller parallelt, mens den fjerde tager sig af den allerøverste top. Bag- eller surround-højttalerne kan anvendes på flere måder. Enten som “almindelige” højttalere, som dipol eller som “3D-dipol”. To dome-diskanter og et bas/mellemtone-element af samme type som på front-/centerhøjttalerne suppleres af to elementer, der er vinklet til hver sin side.

Af aktive subwoofere er der to at vælge imellem – en med ét 12 tommers element og en med tre 12 tommers elementer. Det vender vi tilbage til.

Opsætning
Manualen er rodet; de fleste oplysninger er der, men den er svær at læse, og her er der helt klart plads til forbedring. Jeg valgte at begynde med at placere højttalerne der, hvor det JBL Synthesis-system, som jeg testede sidste vinter, var placeret. Det indebar, at baghøjttalerne kørte som 3D-dipol på sidevæggene, lige bag lyttepositionen og ca. 160 cm op på væggen; fronthøjttalerne på hver sin side af lærredet og med ca. 20 cm til bagvæggen; og centerhøjttalen midti ca. 50 cm foran lærredet.

Jeg prøvede først med manuel indstilling af højttalerpositioner og -niveauer i min computer, for senere at køre hele rumkorrektionen. Det er et rigtig godt system allerede med grovindstillingen, men med rumkorrektion bliver det simpelthen vanvittig godt. Her skal det tilføjes, at et surround-system som bekendt består af flere forskellige højttalere, der ikke nødvendigvis er konstrueret på samme måde. Men det vigtige er, at alle højttalerne lyder ens, altså har samme lydkarakter. Med forstærkerens indbyggede bredspektrede testlyd kan man høre de forskellige kanaler, og om de lyder ens. Der plejer at være ret store udsving, men på XTZ Cinema er der usædvanlig fin samhørighed mellem det, man hører fra front- og bagkanalerne.

Film og musik
Jeg prøvede først koncertvideoer med guitarhelten Jeff Beck samt Mnozil Brass, der er et syvmands messingblæser-ensemble fra Østrig, som blander humor og musikalsk virtuositet på fantastisk vis.

I grovindstillingen går det virkelig fint, og begge koncerter får høj klasse på gengivelsen. Uventet godt! Men med rumkorrektionen på plads opviser XTZ Cinema en lydgengivelse, som jeg simpelthen ikke troede var mulig fra et surround-system i den prisklasse. Tilpasset spiller det med en naturlighed og ikke mindst en så naturlig gengivelse af publikum og lokale, at jeg i ren forbløffelse gennemså begge koncerter fra start til slut for jeg ved ikke hvilken gang. Så godt har de aldrig lydt før. Eller måske snarere så rigtigt.

Med film plejer jeg ofte at prøve introen til The Dark Knight, Prometheus og en film, hvor der bliver kørt bil – i dette tilfælde blev det Fast and Furious (som generelt har ret overdrevne lydeffekter).

Uanset hvad jeg sætter på, lyder det fantastisk. Det er ikke bare spektakulært, når det skal være spektakulært; taleforståelsen er også kanon, og naturligheden er slående. Spredningen er påfaldende god, så lyden bliver stor på alle måder. Og opløsningen er overraskende fin, hvilket gør, at lydbilledet kan ånde. Der er stille, når der skal være stille, så effekter og musik bare lyder bedre. For slet ikke at tale om dialoger!

For sjovs skyld satte jeg også et stand-up show med Billy Connolly på – hans skotske talestrøm og det jublende publikum kan virkelig sætte talegenkendelsen på prøve. Men XTZ Cinema tøvede ikke et sekund; her var jeg på plads i salen og sad bare og nød det, og hver en stavelse blev skåret ud i træ. Virkelig imponerende, og enestående i betragtning af højttalernes pris.

Bag- eller surround-højttalerne kan bruges på flere måder. Enten som almindelige højttalere, som dipol eller som 3D-dipol. To dome-diskanter og et bas/mellemtone-element af samme type som på front- og centerhøjttalerne suppleres af to elementer, der er rettet hver sin vej.
Bag- eller surround-højttalerne kan bruges på flere måder. Enten som almindelige højttalere, som dipol eller som 3D-dipol. To dome-diskanter og et bas/mellemtone-element af samme type som på front- og centerhøjttalerne suppleres af to elementer, der er rettet hver sin vej.

Sikke en subwoofer!
Først testede jeg systemet med min egen, ret kompetente subwoofer, og da jeg senere fik et af de to første færdige eksemplarer af den store subwoofer hjem, kørte jeg alle film- og musikeksemplerne igennem igen.

Den største subwoofer er 117 cm høj og har tre 12 tommers elementer med 500 watt forstærkning hver. Det er stort! Der er en simpel forudindstilling, så den kan stå som THX subwoofer, men også alle de indstillingsmuligheder, man kan tænke sig. Og i forhold til min egen, meget kompetente sub er den et stort skridt fremad. Det her er heftigt! Med 3 x 18 tommers subwooferen i systemet får man virkelig følelsen af at sidde i en “rigtig” biograf. Aldrig er der blevet flyttet så meget luft i basområdet i mit lytterum. Elementerne har lang slaglængde, men er stadig hurtige; jeg prøvede at lægge hånden på en membran ved en ordentlig transient, og det føltes som rekylen fra et automatvåben. Det er, som om al luft i rummet flyttes, ikke bare en sub, der står og skubber luft. Virkelig imponerende – og heftigt som bare fanden. Man hopper i stolen af forbløffelse over, hvor meget tryk på der er i effekterne.

Men den måde, den flytter luft på, er stadig kontrolleret og på niveau med resten af gengivelsen. Det er vanvittig kompetent. Og alligevel får man de nærmest chokerende dynamiske transienter, som filmproducenter elsker at lægge ind. Tro mig, du har ikke brug for en butt-kicker oveni! Alligevel står kabinettet som støbt på gulvet. Der er gjort meget for at afstive og stabilisere kassen, og det kan mærkes.

Det mærkelige er, at det faktisk også virker til musik – væsentlig bedre, end jeg havde forventet. Normalt plejer denne type film-sub ikke at være så glad for at spille musik og bliver let rå og ufølsom, men jeg kan ikke klage over, hvad de tre 12-tommere med i alt 1500 watt præsterer. Det er lidt, som hvis Schwarzenegger prøvede at danse ballet – og rent faktisk lykkedes. Yderst interessant …

Konklusion
XTZ Cinema er et meget velkonstrueret og vellydende højttalersystem, der sætter nye standarder for forholdet mellem pris og ydelse for den slags systemer. Det er sindssygt godt lavet, og der er ikke meget at beklage sig over. Gå selv ud og lyt – og du vil blive overrasket over, hvor godt det kan blive til en overkommelig pris.

Lyd & Billede mener

Med en lydkvalitet og en dynamik helt i top i en prisklasse, hvor vi ikke troede, at det var muligt, er dette højttalersystem simpelthen fantastisk. Den store subwoofer er uhyggeligt potent – og det er endda en underdrivelse! Højttalerne skal spilles til, og især diskanten vinder ved at få noget “spilletid”. Så lyt til et tilspillet systemet, før du beslutter dig. Manualen er temmelig rodet; det kan gøres bedre.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Lyd & Billede
Scroll to Top