Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

test: Totem Sky

Diskret åndemaneri

Designstramme Totem leger med ord og stemmer uden at vække visuel opmærksomhed.

Skrevet af / 06/11/2017 - 13:22
Totem Sky
John Alex Hvidlykke

Canadiske Totem Acoustic er ikke særlig kendt på vore breddegrader, men firmaet har faktisk fremstillet højttalere i 30 år, og de tilbyder en lang række modeller i forskellige pris- og vægtklasser. Der er både gulv- og standermodeller samt højttalere til montering på eller i (!) væg og loft.

Vi ser i denne test på Totem Sky, som er en konventionel, kompakt reol- eller standerhøjttaler i den prismæssigt bedre ende af sortimentet.

Med en størrelse lidt mindre end en skotøjsæske er det let at finde plads til Totem Sky. Og den gør ikke meget væsen af sig, hvor den anbringes. Testsættet var i en silkemat hvid finish med afrundede kanter og en udførelse, der bedst kan kaldes diskret.

Med det hvide frontstof monteret glider den ubemærket ind i en moderne hvidt-i-hvidt boligindretning. Et prisværdigt mål med en nærmest perfekt WAF (Wife Acceptance Factor). Til en pris på næsten 20.000 kroner kan jeg dog ikke lade være med at tænke, at de godt måtte se bare lidt mere luksuriøse ud. Men okay – så er der så mange desto flere penge tilovers til de indre værdier.

I den hvide udgave og med det hvide frontstof monteret forsvinder Totem Sky fuldkommen i møblementet. Det er vi ikke vant til fra en højttaler i denne ambitionsklasse.

 

Teknik

Sky er et tovejssystem med en 5 tommers bas og en usædvanlig stor diskant-dome på 33 mm i diameter. Størrelsen til trods hævdes diskanten at kunne gå helt op til 29,5 kHz. Også bas-enheden er lidt ud over det normale med en svingspole på hele 75 mm. Det er på begge enheder den dyre måde at gøre tingene på, men det lover også godt for belastbarhed og kontrol.

Delefilteret er 6 dB pr. oktav. Det kan give rigtig glimrende lyd og deling uden fasedrejning, men det stiller store krav til højttaler-enhederne, som skal kunne arbejde flere oktaver ud over delefrekvensen.

Terminalerne på bagsiden giver mulighed for bi-wiring. Kvaliteten er over middel uden at være hysterisk. Man kan bruge afisolerede ledningsender af rimelig tykkelse, men ikke bananstik. Basporten på bagsiden er meget lille (sikkert for at undgå, at den bliver for lang), men der var ikke hørbar vindstøj.

Kabinettet skal være “dæmpet med borsilikat, der kontrollerer energiudledningen, men holder kabinettet musikalsk i live”. Borsilikat er det kemiske navn for Pyrex-glas, så der er muligvis tale om, at kabinettet er dæmpet med glasuld.

En spirituel rejse

Med et navn som Totem ligger det lige til højrebenet at spille på indianerassociationerne. Og chancen forspildes ikke: “Sky”, “Forest”, “Wind” og “Rainmaker” er nogle af modelnavnene. Og dertil kommer to hele serier kaldet “Element” og “Tribe”. Og stilen fortsætter ud over hele websitet, der emmer af New Age:

“Music creates order out of chaos: for rhythm imposes unanimity upon the divergent, melody imposes continuity upon the disjointed and harmony imposes compatibility upon the incongruous. Music is the mediator between our spiritual and sensual journey.”

For et teknisk øje kan det hele lyde en smule fortænkt og frelst, men Totem har øjensynlig fundet en recept, der virker for dem, eftersom de har været i stand til at drive forretning i 30 år. Og når ret skal være ret, kan man finde lige så forblommede forklaringer hos mange andre producenter. Her er det blot teknisk hokuspokus i stedet for naturånder, der spændes for vognen.

Lyden af Totem Sky

Det, det kommer an på, er heldigvis ikke ordlyden i markedsføringen, men den måde, produktet spiller musik på. Og her kommer Totem Sky mere til sin ret. Det første, der falder i ørerne, er åbenheden og friheden. Musikken lyder ikke til at komme fra de to højttalere, men fra rummet bagved og uden om højttalerne. Det er sådan, det skal være, men langtfra altid tilfældet. Og Sky er en af de højttalere, der har let ved at “forsvinde”. En af årsagerne til det kan være det bløde, faselineære delefilter på 6 dB/oktav. Sådan et er let at lave – men pokkers svært at gøre godt. Det ser ud til at være lykkedes her.

Totem Sky er let at placere og svær at få øje på. Men lyden er bemærkelsesværdig.

 

Mellemtonegengivelsen er Skys stærke kort. Stemmer gengives nuanceret og rent på en måde, der forklarer den frimodige pris. Det er let at adskille korstemmerne i Philips Glass’ Koyaanisqatsi, og hudløsheden i Sinéad O’Connors stemme på a cappella-udgaven af “I Am Stretched On Your Grave” får nakkehårene til at rejse sig.

Højttalerne klarer heldigvis også større og mere komplekse besætninger. “One Night in Bangkok” fra Chess lyder lige så stort, som det er meningen.

Bassen er altid akilleshælen i kompakthøjttalere, og man skal ikke regne med kælderdyb bas fra en 5 tommers enhed i en skotøjsæske. Men Totem Sky klarer opgaven forholdsvis godt og leverer en solid og stram bund helt ned til grænsefrekvensen omkring 50 Hz. Så længe du ikke prøver at spille høj elektronisk musik i store rum. I så fald har Totem lige så diskrete subwoofere på programmet til at assistere i bunden.

Totem anbefaler, at højttaleren kombineres med forstærkere med en effekt på 30 til 125 watt. Vi spændte den efter den 180 watt kraftige NAD M32 power-DAC-forstærker, som holdt den i et jerngreb. Sky er som sådan ikke en svær belastning for forstærkeren, men med sine 87 dB er den ikke særlig følsom. Der måtte derfor skrues forholdsvis højt op for at nå et normalt lytteniveau. En mindre forstærker kan kun anbefales til stille musik i små rum.

Konklusion

Totem Sky er langtfra så selvudslettende at høre på, som den er at se på. Når den er spillet til, leverer den et lydbillede, der gør den diminutive størrelse til skamme. Hvis du vil have stor lyd uden at skilte med det, kan den udmærket være løsningen. Den kræver dog en forstærker af en vis størrelse og kvalitet for at komme til live.

Den befinder sig desuden i en pris- og størrelsesklasse, hvor der er mange kvalificerede deltagere om buddet. Den ærkebritiske mini-monitor ProAc Response DB1 og den rent ud formidable Dynaudio Special Forty er nogle af dem, der kan nævnes. Ingen af dem falder dog nær så diskret ind i møblementet. Og begge kræver standerplacering, hvor Sky faktisk kan klare sig udmærket i en reol.

Lyd & Billede mener

Generelt ren gengivelse, fremragende mellemtone og overraskende god bas. Let at placere. Den koster godt nok mange penge! Nogle ville måske foretrække et mindre ydmygt ydre.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Lyd & Billede
Scroll to Top