Det første, vi kan slå fast, er at udvalget af gode multirumsprodukter er blevet meget bedre, end det var for bare få år siden. Branchen har virkelig fået øjnene op for denne kategori, og hvad der skal til for at hævde sig her. Men der er stadig store forskelle mellem de forskellige systemer, både hvad angår brugervenlighed, funktioner og ikke mindst lydkvalitet.
Sonos har en stor del af æren for, at multirum er blevet så populært. De havde i lang tid næsten monopol på markedet, hvilket har givet dem et betydeligt forspring på mange områder.
Efter at have sammenlignet de forskellige systemer er vores erfaring, er Sonos stadig ligger et hestehoved foran konkurrenterne – både med hensyn til, hvordan systemet sættes op og tages i brug, og hvordan det udvides til flere rum. Parallelt hermed er lydkvaliteten fra deres største højttaler Play:5 blevet væsentlig bedre. Sonos fremstår dermed som den bedste samlede pakke og som velfortjent Bedst i Test!
Alligevel er der flere konkurrenter, som fortjener at blive nævnt. Sony og deres topmodel SRS-X99 byder på høj lydkvalitet og en række brugervenlige funktioner, som gør det til et attraktivt alternativ for de mere avancerede brugere. En stærk kandidat for dig, der ønsker endnu større fleksibilitet, såsom muligheden for Bluetooth og evnen til at spille hi-res 24 bit musikfiler.
Bluesound er også et interessant alternativ for dem, der er optaget af bedst mulig lyd, da deres Pulse-højttalere kan spille både højt og rent.
Det anlæg, der giver mest og bedst lyd i forhold til prisen, kommer fra tyske Raumfeld. De små Stereo Cubes er ikke nødvendigvis det mest praktiske alternativ, men til gengæld får du ægte stereolyd med et stort, bredt lydbillede, der er som skabt til hyggelytning i sofahjørnet
Selv om flere af konkurrenterne – bl.a. Sonos – tilbyder, at man kan koble to højttalere i stereo, bliver det væsentlig dyrere, end hvad Raumfeld tilbyder. Et rigtig godt køb!
Én ting, vi kan slå fast efter at have testet snesevis af multirumshøjttalere, er at størrelsen stadig betyder noget. Hvis du går op i god lyd (og det gør du jo!), kan det klart betale sig at investere i en af de større modeller. Især hvis du har planer om at udskifte det gamle stereoanlæg i stuen. I tilstødende rum som køkken, bad og soveværelse kan du derimod spare lidt ved at vælge en af de mindre modeller.
Endelig skal det nævnes, at flere af producenterne også tilbyder tv-soundbars med multirumstilslutning, der dermed kan fungere som en del af et større system.