Nogle vil have lyd, der kan ses; andre vil gemme den væk. Schweiziske Geneva laver højttalere, som man gerne vil have stående fremme. AeroSphère Large kan forveksles med en pyntegenstand, men bag det lækre stofbetræk gemmer der sig hele fem fuldvoksne højttaler-elementer, inklusive en separat bashøjttaler på toppen.
Systemet er nemt at tilslutte via Wi-Fi, hvor man bruger AirPlay til at afspille musik. Alternativt kan man koble det direkte til mobilen via Bluetooth, hvilket f.eks. kan være smart, når man har en ven med en stor musiksamling på besøg.
Udfordringerne dukker op, når man vil udvide Geneva-systemet til flere rum. Højttalerne kræver nemlig en separat enhed (AeroSphère Base) for at fungere som multirumssystem. Den tilfører ekstra funktioner såsom DAB/FM-radio og cd-afspiller, men også er med til at hæve prisen yderligere.
Genevas app til Android og iOS er ikke den mest multirumsvenlige: Selv om den er overskuelig og nem at bruge, har den kun basisfunktionalitet med få indbyggede tjenester.
Lydkvalitet
På den positive side er lyden virkelig god. Geneva-systemet byder på en kraftig og fyldig lydkvalitet, som er på højde med de bedste i testen. AeroSphère Large er en forholdsvis stor højttaler med separate elementer til bas, mellemtone og diskant. Det kan man også høre i form af en stor, åben og afbalanceret lydgengivelse.
Sangstemmer kommer godt frem og lyder næsten, som om sangeren står foran os i rummet. Samtidig er der masser af luft mellem instrumenterne, sådan som man er vant til fra gode hi-fi-anlæg. Vi synes dog, at diskanten kunne have været tydeligere bag betrækket, men det kan justeres med tonekontrollerne.
Basgengivelsen er virkelig fyldig og strækker sig dybt i frekvensområdet – her får man virkelig de dybeste elbas- og synth-toner med, der ellers glimrer ved deres fravær på mange af de mindre højttalere.