Onkyo X9

Bærbar og blærbar

En let og elegant højttaler med batteridrift, som dog ikke er ideel til dagligstuen.

Onkyo X9 990

(Foto: Producent)

Hvis man vil have en højttaler, der ikke dominerer rummet og ligner noget, der er designet af Porsche, så er Onkyo X9 et godt valg. Dens elliptiske form, aluminiumchassis og højttalergitter med præcisionsborede huller er æstetisk meget tiltalende. Det handy format og batteridriften gør også, at man let kan tage den med fra det ene rum til det andet eller ud på altanen.

På bagsiden er der AUX- og USB-lydindgang samt – mærkeligt nok – en hovedtelefonudgang. En anden usædvanlig funktion i denne sammenhæng er højttalertelefon, så man kan få lyden ud gennem højttaleren, hvis nogen ringer. Derimod er den trådløse tilslutning begrænset til Bluetooth. Det er lidt synd, at man ikke kan tilslutte via Wi-Fi for at få bedre lydkvalitet.

Vi havde også gerne set en smartphone-app med flere funktioner og mulighed for at skrue på lydindstillingerne. Takket være NFC er det dog let at koble mobilen med højttaleren, så man ikke behøver at indtaste indstillingerne.

Noget, som Onkyo selv fremhæver, er at højttaleren – bl.a. på grund af sit frekvensomfang – er certificeret til Hi-Res Audio. Det kræver dog, at man tilslutter kilden via USB, og så går noget af pointen med en trådløs, bærbar højttaler jo fløjten.

Via Bluetooth lyder musikken dog godt i betragtning af størrelsen. Men den kan ikke konkurrere med de andre testdeltageres volumen- og basressourcer. Lyden er ganske vist neutral, men også lidt kedeligt i sammenhængen. Desuden er der kun et temmelig lille “smørhul” med optimal lyd.

 

Konklusion

Med dens diskrete og elegante design behøver man ikke være flov over at have Onkyo X9 stående fremme. Eller at tage den med ud, idet den har batteridrift.

Lyden er neutral, og vi har ingen egentlige indvendinger mod den. Men den lille størrelse gør, at X9 hverken kan spille lige så højt eller har lige så kraftig bas som de større konkurrenter i testen. Dermed kan den heller ikke erstatte et musikanlæg i dagligstuen. Det er snarere en højttaler til køkkenet, som man også kan tage med ud på altanen.

Onkyo Bluetooth® Speaker X9

Læs videre
Exit mobile version