Addon T14 er en noget forsigtig opgradering af Addon T12, som vi testede for to år siden. De er lige så store og ser ved første øjekast magen til ud. Som de fleste af Audio Pros højttalere virker de stabile og velbyggede. Og i modsætning til visse konkurrenter virker de ikke som et legesygt eksperiment, men som hæderlige hi-fi-højttalere i mindre format.
Den passive højttaler kobles logisk nok til hovedhøjttaleren med et godt, gammeldags højttalerkabel til skrueterminal.
Ligesom T12 tilslutter man trådløst via Bluetooth 4.0 med både EDR og aptX for bedre lydkvalitet. Alternativt er der en 3,5 mm og nu to TOSLINK optiske digitalindgange. Placerer man højttalerne ved siden af fjernsynet, kan man altså have f.eks. en Apple TV permanent tilsluttet, hvilket er praktisk.
Hvis man ikke vil famle efter knapperne på bagsiden, findes der en gedigen fjernbetjening. På den kan man ikke bare vælge lydkilde og starte Bluetooth-parring, men også justere diskant og bas.
Og det kan være nødvendigt, for ligesom T12 pumper disse små kraftkarle mere bas ud, end man skulle tro var muligt for så beskedne højttalere. Og hvis man vil have endnu mere bas, er der ovenikøbet en subwoofer-udgang! Derfor er de ideelle til fest, når man spiller noget, der rykker rytmisk, såsom elektronisk dansemusik eller hiphop.
Man kan også spille andre slags musik, hvis man justerer bassen ned, men her har de ikke helt den finesse og nuancering, der kræves for en topkarakter.
Konklusion
Audio Pro Addon T14 har en flot finish og et neutralt udseende, så de let smelter ind i indretningen. De passer f.eks. godt på hver sin side af tv’et, da de har mange indgange, så man kan tilslutte en medieafspiller.
Overraskende gode volumenressourcer og en bas, der får buksebenene til at blafre, giver power til actionfilm. Men frem for alt er de ideelle til fest, når man gerne vil have gæsterne ud på dansegulvet. Derimod er de ikke lige velegnede til alle musikstilarter, men kan opleves som lidt uraffinerede.