Yamaha NX-N500

Multikunstnere

Med avancerede funktioner og et væld af tilslutningsmuligheder har Yamaha NX-N500 mange ben at stå på. Men det bedste af det hele er lyden!

(Foto: Producent)

Yamahas klassiske minimonitor NS10 har været et både berømt og berygtet ikon i studiebranchen i mange år. De nye NX-N500 højttalere skal tage noget af “studielyden” med ind i vores moderne musikverden. Derfor synes vi også, at de tager sig bedre ud i sort end i hvid.

I modsætning til mange af konkurrenterne i testen er Yamaha NX-N500 fuldt aktive. Der sidder dedikerede forstærkere i begge højttalere, som forbindes ved hjælp af to kabler (XLR og Cat5 Ethernet). Læg hertil et strømkabel til hver af dem, og de “trådløse” højttalere virker ikke længere helt så trådløse …

Ud over musik via Bluetooth understøtter højttalerne AirPlay, som giver bedre trådløs lyd fra Apple-produkter. Spotify Connect er der også, så man kan styre afspilningen fra mobilen, mens selve musikken streames direkte fra nettet. Desuden er NX-N500 kompatible med Music Cast, som er Yamahas multirumssystem. Dertil kommer en indbygget USB DAC, så det burde være muligt at få lyd ud gennem højttalerne på en eller anden måde!

 

Lydkvalitet

Vi har lært at sætte pris på den varme, indsmigrende Yamaha-lyd, og NX-N500 har den til overmål. Dena Piano Duos Mozart-sonater lyder stort og fuld af klangfarver. Saxofonen på Bowies “Lazarus” vibrerer i rummet. “Det her lyder som musik!” fastslår Lasse allerede efter de første sekunder. Geir og Audun nikker anerkendende. Det både lyder og smager af fugl – men hvor godt er det egentlig?

Vi er nødt til at tage et par ekstra omgange mod vores reference fra System Audio med kablet tilslutning (optisk) for virkelig at kunne skille fårene fra bukkene.

 

Konklusion

De to konkurrenter er absolut på højde med hinanden, men har lidt forskellige egenskaber. System Audios diskant er lidt friskere i anslaget, med en bas, der slår hårdere og går dybere. Yamaha er lidt mere polerede og har en fyldigere mellemtone, som er mere afrundet i kanterne, men virker ikke så dynamiske og kontrastrige, især når vi skruer helt op.

Når det er sagt, så er vi meget begejstrede for Yamahas tilslutningsmuligheder. Derfor bliver det en hårfin sejr til Yamaha, tæt fulgt af System Audio!

Læs videre
Exit mobile version