Fra Philips kommer en meget slank soundbar, der går i ét med sine omgivelser på en lækker måde. Den har HDMI-tilslutning og understøtter Bluetooth med højkvalitets aptX-lyd, og viser indgang og indstillinger i et display. Hvilket vi sætter pris på, da ikke alle soundbars har display.
Film gengives med et temmelig godt indtryk af surround-sound i lydindstillingen Movie. Dialoger er acceptabelt klare, men har en lidt metallisk klang. Det er ikke kritisk, men langt under de bedste i klassen. Optimus Primes dybe stemme bliver ikke helt så fyldig, som den skal være.
Subwooferen kan ikke tåle meget og går hurtigt i knæ. Ikke mindst fordi den skal spille højt op i frekvensområdet på grund af den tynde soundbar, der næsten ikke har nogen mellemtone. Derfor er det en skam, at der ikke er nogen niveaujustering, så man kan skrue ned for den; her er bare almindelig basjustering på hele lydbilledet.
Musik i stereo lyder slet ikke godt. Lyden er tynd og indelukket, og subwooferen står og rumler for sig selv. Det lader også til, at indstillingen Music har en slags surround-effekt, som ikke kan slås fra.
Philips’ soundbar er værd at overveje, hvis du absolut skal have den supertynd, men ikke hvis du også skal bruge den til musik.