Bowers & Wilkins 705 S2 er den mest ambitiøse standerhøjttaler i 700-serien, som henvender sig til dem, der har begrænset plads, men gerne vil have samme kvalitet som med fuldvoksne gulvhøjttalere.
I stedet for de bløde former på den dyre 805 D3 er kabinettet på 705 S2 en traditionel firkantet kasse. Men alligevel er det lykkedes at holde resonanserne på et minimum.
705 S2 har det projektilformede Nautilus diskantkabinet placeret på toppen af hovedkabinettet. Det er for at frakoble det, så der ikke opstår indbyrdes resonanser mellem bas- og diskant-enhederne.
Diskant-domen er af kulfiber, en enklere konstruktion end diamant-domen i 800-serien. Men stadig med en højt placeret opbrydningsfrekvens (47 kHz), som ligger langt uden for det hørbare område. Bas/mellemtonen har en sølvgrå membran af Continuum-typen, der er flettet ligesom kevlar, men med endnu bedre dynamik. Der er dobbelte terminaler, så hvis du vil, kan du bi-wire eller bi-ampe for at adskille diskanten elektrisk fra bassen.
Det praktiske
Vi anbefaler aldrig reolplacering af højttalere i denne kvalitetsklasse, men hvis du insisterer, så glem ikke at medregne plads i højden til diskant-enheden.
Lyden af 702 S2
Kacey Musgraves’ nydelige stemme og guitarspil kommer klart og tydeligt frem. Ikke med så dyb bas som på KEF eller Dynaudio, men helheden er rigtig god. Lily Allens saftige “Trigger Bang” lyder både sejt og opløst på én gang, og også “I Like That” med Janelle Monáe gengives med flotte kantslag med snert. Hendes stemme lyder åbent og meget velplaceret.
Når Walter “Wolfman” Washington udleverer sin sjæl i blues-nummeret “Even Now”, lyder hans stemme så godt, så veldefineret, at Audun udbryder: “Det her er tæskefedt!”
Konklusion
Lyden af 705 S2 er lige så god nu, som da vi sidst testede dem – og kronede dem som årets bedste kompakthøjttalere i 2018. Timingen er udsøgt, rytmerne sidder lige i skabet, og sammenhængen mellem bas og overtoner er der ikke mange, der kan slå dem på. Det her er højttalere, der kan tackle alle slags musik og gør det med den største selvfølgelighed. Rigtig godt!