TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING
L&B’s julekalender 2022

TEST Samsung HW-Q995B

Som at være i biografen

En af vores yndlings-soundbars er tilbage i en opdateret version. Samsung HW-Q995B giver fantastisk lyd til film!

forfatter
Publiceret 15/08/2022 - 17:00
Karakter
Samsung HW-Q995B
L&B mener
Samsung HW-Q995B skaber et stort, troværdigt og omsluttende lydbillede, som trækker os ind i handlingen. Den klarer også at spille meget højt og rent.
Den nye model koster lidt mere end sin forgænger, HW-Q960A, som også stadig er et meget godt køb.
Specifikationer
  • Bredde svarer til skærmstørrelse: 55” 
  • HDMI: 2 ind, 1 u (eARC) 
  • Digital ind: Optisk
  • Netværk: Wi-Fi 
  • Trådløst: Samsung SmartThings, Spotify Connect, Airplay 2, Bluetooth
  • Stemmestyring: Amazon Alexa
  • Analog ind: Nej 
  • Subwoofer: Ja, trådløs
  • Mål: 123 x 7 x 14 cm (B x H x D) 
  • Mål subwoofer: 22 x 41 x 41 cm (B x H x D)
  • Farve: Sort 
  • Web: samsung.com 
Vejl. pris 11990Pr. 15/08/2022 Produktside

Samsung har et solidt ry at værne om, når det gælder soundbars. Lige siden den sydkoreanske producent etablerede sit eget Audio Lab i Californien for et par år siden, har de kontinuerligt leveret nogle af de bedste soundbars på markedet. 2022-modellen HW-Q995B overtager stafetten efter den populære HW-Q960A, som klarede sig godt, da vi testede den sidste år.

HW-Q995B bruger præcis samme højttalerkonfiguration som tidligere, nærmere betegnet 11.1.4 kanaler – firetallet indikerer, at både soundbaren og de to baghøjttalere er udstyret med højdekanaler til Dolby Atmos og DTS:X. I alt er der hele 22 højttalerenheder, som er skabt til at indslutte os i en boble af surroundsound!

Samsung HW Q995B 2
Samsung HW-Q995B består af soundbar, subwoofer og to surround-baghøjttalere. Subwooferen har fået nyt design i år, med en 8″ bas gemt bag en Acoustic Lens, som Samsung kalder det. (Foto: Geir Gråbein Nordby)
Læs også Samsung tager lyden alvorligt Samsung har åbnet et lydlaboratorium i Californien med ingeniører i verdenseliten og måleudstyr af højeste kvalitet.
Læs også Samsungs bedste soundbar er blevet endnu bedre Samsung HW-Q960A imponerer med en hårdtslående og helomsluttende surround-lyd, der lyder sejere end det meste, vi har hørt i prisklassen. Et rigtig godt køb!

Samsung HW-Q995B: Design

Når vi pakker nytilkomne HW-Q995B ud af æsken, er det tydeligt, at den har flere træk til fælles med sin forgænger. Fysisk er de nøjagtig lige store, men på den nytilkomne har man ofret det stilrene stofbetræk – som i sin tid kom fra danske Kvadrat – til fordel for et sort metalgitter. Det giver unægtelig et lidt mere groft og industrielt look, og nogle vil nok mene, at Samsung-soundbaren så pænere ud beklædt med tekstil. Til gengæld kan metalgitteret være nemmere at holde rent.

En kærkommen ændring på 2022-modellen er, at Samsung nu er kommet til fornuft og har flyttet den lille infoskærm fra toppen til forsiden af soundbaren. Dermed er det faktisk muligt at se informationen, mens man sidder i sofaen. Tak for det!

Subwooferen har også fået nyt design i år: Ud fra billederne kan det se ud, som om den har et kæmpe baselement, men i virkeligheden er der tale om en smuk og dekorativ 8-tommer, der er gemt bag et cover, som Samsung kalder Acoustic Lens. Så også denne er cirka samme størrelse som sin forgænger.

Samsung HW Q995B display
Den lille skærm, der giver os vigtig information under brug, er endelig blevet flyttet fra toppen til fronten, hvor vi rent faktisk kan se den. Halleluja! (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Enkel at sætte op

HW-Q995B er en forholdsvis stor og tung soundbar, som er beregnet til at blive brugt sammen med de større tv-skærme. Den passer fint under de fleste skærme, men du bør stadig trække den lidt frem på TV-bænken, så du undgår, at lyden fra de opadvendte højttalerenheder blokeres. Vægmontering er også mulig ved hjælp af de medfølgende beslag.

Når du opsætter soundbaren for første gang, anbefaler vi, at du downloader Samsung SmartThings-appen. Dermed er det nemt at forbinde soundbaren til Wi-Fi-netværket, og du får adgang til mere avancerede indstillinger og funktioner.

HW-Q995 har bl.a. automatisk rumkorrektion (Auto EQ) i subwooferen, som hjælper med at tilpasse basgengivelsen til akustikken i rummet. Dette sker via en indbygget mikrofon i subwooferen. Derudover er der nu også mikrofoner i selve soundbaren, som måler og tilpasser det samlede lydbillede til omgivelserne (såkaldt Spacefit-lyd).

Q990B KV Horizontal
Hvis du tilslutter HW-Q995B til et kompatibelt Samsung-TV, kan du også drage fordel af Q Symphony-funktionen, som bruger TV’ets indbyggede højttalere i samspil med soundbaren. (Foto: Samsung)

Gode tilslutningsmuligheder – også trådløst

Samsung-soundbaren er udstyret med HDMI eARC-udgang med lydretur, så den modtager højopløselige lydsignaler fra de nyeste TV. Derudover får du to ekstra HDMI-indgange, hvor du kan tilslutte yderligere A/V-kilder, såsom Apple TV, spilkonsol eller 4K Blu-ray-afspiller. Bare dog opmærksom på, at soundbaren ikke er i stand til at videresende videosignaler med 4K/120 Hz og VRR, hvilket kan være aktuelt med de mest avancerede PC’er og konsoller.

En anden smart feature ved den nye model er muligheden for at overføre Dolby Atmos-signaler fraTV’et til soundbaren via Wi-Fi. Dette kræver dog, at du også har et kompatibelt Samsung TV fra 2022 (Q70B eller højere).

Bemærk! Wi-Fi-transmissionen bruger den komprimerede Dolby Digital+-standard, som fungerer fint, hvis du ser film og serier via streaming-tjenesterne. Har du derimod en videokilde af høj kvalitet som 4K Blu-ray i dit anlæg, anbefaler vi at bruge HDMI-indgangen for at opnå den bedst mulige lyd.

Udover de førnævnte forbindelser understøtter Samsungs nye soundbar også Bluetooth, Airplay 2, Chromecast og Spotify Connect, så der er masser af tilslutningsmuligheder.

Samsung HW Q995B
Med sine 123 centimeter er Samsung HW-Q995B omtrent lige så bred som et 55″ TV. Soundbaren er dog ret lav, så den kan passe ind under de fleste skærme. Bare sørg for, at der er godt med luft til de opadvendte højttalerelementer! (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lydkvalitet

Baseret på erfaringerne fra sidste års topmodel, HW-Q960A, havde vi naturligvis høje forventninger til HW-Q995B. Den leverede en så overbevisende surround-lydoplevelse, at vi endte med at kåre den til den bedste soundbar i high-end-klassen for 2021. Og Samsung viser da også endnu en gang, hvor skabet skal stå!

Vi starter lytteseancen med F1-dokumentaren Drive to survive, som med det samme afslører, at vi har at gøre med en voldsomt god soundbar. Netflix-serien har et hektisk og krævende soundtrack med masser af interviews, musik og skrigende F1-motorer. Alt er ganske glimrende redigeret sammen – og det kan vi virkelig høre og værdsætte her.

Replikkerne fra topfolkene i F1-miljøet står klart og tydeligt frem, mens lydeffekterne gengives stærkt og tydeligt uden forvrængning. Samtidig er der god plads til musik i baggrunden.

Vi går videre til den dugfriske Netflix-film The Gray Man, der ligesom Formel 1-serien serveres i Dolby Atmos lydformat. Også her formår Samsungs soundbar at indhylle os i et solidt, massivt og troværdigt lydbillede.

Ryan Goslings og Billy Bob Thorntons stemmer i åbningsscenen går højt og tydeligt igennem fra centerkanalen, mens de små, men vigtige detaljer er med til at gøre scenen mere troværdig. Rumklangen fra omgivelserne er gengivet meget realistisk, og i de bedste øjeblikke føles det næsten, som om vi sidder i samme rum som de to herrer.

– Virkelig klar og stærk lyd. Og hvilken genklang! Samsung har formået at skabe et stort lydbillede med ægte biografstemning, udbryder Geir.

– Ja, man bliver virkelig draget ind i handlingen her, medgiver Audun.

Når vi afprøver de mange actionscener, filmen har at byde på, er der ingen tvivl om, at Samsungs soundbar har masser af kræfter til at følge med. HW-Q995B kan spille meget højt og har stadig overskud til de vildeste sekvenser. Den har ingen problemer med at fylde vores 30 kvadratmeter store lytterum med kraftfuld og tillidvækkende lydstyrke.

Den nye subwoofer fungerer også fremragende: Vi bemærker, at basgengivelsen er blevet dybere og mere hårdtslående siden sidst. Anslagene virker også strammere og mere præcise, end vi kan huske fra forgængeren, og hænger godt sammen med resten af lydbilledet.

Bastrykket fra Samsung kan ikke helt måle sig med Klipsch Cinema 1200, som bruger en gedigen subwoofer på hele 12 tommer. Til gengæld er Samsungs subwoofer mere afbalanceret og har en fastere basgengivelse. Når der ikke er bas, gør subwooferen ikke meget væsen af sig, men den er klar til at slå til, når det virkelig gælder!

Også brugbar til musik

Og hvordan så med musik? Jo, lydbilledet er naturligvis meget smallere, end man kan opnå med et par ordentlige stereohøjttalere, og vi ville ikke drømme om at droppe Hi-Fi-anlægget til fordel for en soundbar! Når det er sagt, fungerer soundbaren fint til baggrundsmusik.

Vokalgengivelsen er tydelig og klar, og en populær sanger som norske Aurora gengives tæt og nærværende. Det er også bemærkelsesværdigt, at bassen er mere på niveau med musikken nu. Hårdtslående rytmer fra Rammstein og Tiësto lyder råt, og bassen hamrer hårdt og tungt, men uden den typiske efterklang, der prægede forgængeren.

Derudover opnåede vi et lidt bredere lydbillede ved at tilslutte surround-højttalerne, mens vi lyttede til musik. Dette er naturligvis ikke Hi-Fi-korrekt, men bidrager med en ekstra rumfølelse og et lidt klarere stereoperspektiv. Især hvis du har surround-højttalerne, som kan konfigureres i SmartThings-appen, og sætter dem foran i venstre og højre side.

Men selvfølgelig, hvis aktiv musiklytning er på menuen, anbefaler vi helt klart et par gode stereohøjttalere fremfor en soundbar. For eksempel et sæt  KEF LSX II.

Læs også Vi tabte kæben De små KEF LSX II er de bedste trådløse stereohøjttalere i prisklassen.
LSX II portrait Cobalt Blue

Konklusion

Sammenlignet med sin forgænger er Samsung HW-Q995B sandsynligvis mere evolution end revolution. Når det så er sagt, var der heller ikke meget, Samsung skulle ændre! HW-Q995B er først og fremmest fantastisk til tv-lyd, film og serier, men fungerer også godt til musik, med nogle forbehold.

Den nye topmodel har blandt andet mulighed for trådløs Dolby Atmos uden HDMI, hvilket kan være en fordel for dem, der vil skære ned på ledningsspaghettien. Samsung har også strammet op for bassen fra den aktive subwoofer, som nu spiller mere præcist, uanset om det er kontrabas eller kanonbrag, der er på programmet.

Ingen tvivl: Dette er stadig en af de bedste soundbars i sin klasse, med et stort, troværdigt og detaljeret lydbillede, der giver gåsehud ved de bedste produktioner. Leder du efter den store biografoplevelse, men vægrer dig ved at udvide til en fuld hjemmebiograf, så er det en soundbar, vi er trygge ved at anbefale!

Læse hele artikkelen? eller bliv medlem af LB+.

Med LB+ får du adgang til ALT indhold på lydogbillede.dk

LB+ inkluderer
  • Over 5.000 produkttests
  • Undgå fejlkøb med vores råd og guides
  • Deltag i L&B-forummet med andre lyd- og billedentusiaster
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Altid opdateret på sidste nyt
  • Nyhedsbrev direkte i din indbakke
  • L&B TechCast – en podcast af Lyd & Billede
  • Ingen bindingsperiode – opsig, når du vil!

Vi tester for dig!

4 uger 39kr
(prøveperiode, ingen bindingstid.)
12 Måneder 672 kr
(du sparer 216 kr)
12 Måneder 895kr
(med 11 utgaver af magasinet)
Annonce
forfatter

Audun Hage

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv en kommentar

Fem årtier med Polk Amerikanske Polk Audio har lavet højttalere i 50 år. R200AE er en jubilæumsmodel, signeret af firmaets grundlægger.
Højttalere til mandehulen Elipson Heritage XLS11 er franske - men ligner amerikanske monitorhøjttalere fra stereoens guldalder.
Der står en legende bag disse Efter pladespillerne er MoFi klar med sin første højttaler.
Få biograflyd hjemme i stuen Er lyden fra dit TV tynd og pjevset? Vi har testet fem soundbars i mellemsegmentet, som kan kurere mager bas og give dig en fed surround-oplevelse!
De bedste, vi har hørt De grønne højttalere fra Monitor Audio er en fødselsdagsgave af karat! Her får du faktisk i både pose og sæk.
QUAD ESL 63 - klassikeren vi ikke glemmer I højttalernes Hall of Fame vil en højttaler stå for sig selv. I et separat rum med en lille rørforstærker tilsluttet. Hvor den afspiller Ella Fitzgerald eller Arthur Rubinstein. Folk vil blive bjergtaget af klangen.
Følg Lyd & Billede