TEST: Rosso Fiorentino Volterra

For de fleste af os handler en tur til Italien om pasta, vin, gelato og sommer og sol. Man vandrer langs brosten og bliver antastet af nærgående scootere, mens man kigger i butiksvinduer, halvvejs leder efter et par nye sko, en ny skjorte eller bare et sted at slå sig ned med et lille glas i varmen.

De færreste tænker på at lægge vejen forbi en italiensk hi-fi-butik. Om ikke på jagt efter god lyd, så af ren nysgerrighed. Det er lidt synd, for hvis man har en snert af hi-fi-interesse, er der meget mere til Italien end Sonus faber og Audio Analogue.

Det er bare svært at finde uden for hjemlandet.

Men de her er faktisk repræsenteret i de nordiske lande. Rosso Fiorentino er ikke et helt ubeskrevet blad, og vi testede et par af deres højttalere ved navn Elba i 2015. Men siden har der været stille omkring Rosso Fiorentino. Indtil nu.

De sidste par måneder har jeg haft et par Volterra i mit testrum. De gulvstående højttalere hører til det næstøverste niveau hos Rosso Fiorentino, altså Reference, mens Flagship er det allerbedste, den florentinske højttalerproducent kan præstere. For en ordens skyld skal jeg også sige, at de mindre Elba hører til Classic-serien, som er Rosso Fiorentinos basisserie.

Det velklingende firmanavn er taget fra en florentinsk maler af samme navn. Som bl.a. malede en altertavle kaldet La Deposizione di Christo, der forestiller Jesus, som bliver taget ned fra korset efter korsfæstelsen. Altertavlen, der er malet i 1521, hang oprindelig i Duomoen (domkirken) i Volterra, men er nu placeret i byens Pinacoteca Comunale – et kommunalt galleri.

Deposizione betragtes som et mesterværk af Rosso Fiorentino, og manden bag højttalerne – Francesco Rubenni – kan således beskyldes for at have sat ambitionerne skyhøjt med Volterra. Som er en forholdsvis kompakt gulvhøjttaler med et noget utraditionelt design og for så vidt også en noget utraditionel konstruktion.

Superdiskant

De måler godt 106 cm, som de står på deres sokler med pigge og gulvbeskyttere. Med andre ord er Volterra kun marginalt højere end Audiovector R3 Arreté og lavere end Bowers & Wilkins 803 D4 (test på vej).

Men de vejer mere. 40 kg er ikke småting for så kompakt en gulvhøjttaler.

Den relativt høje vægt skyldes, at højttalerne nærmest er tre separate kabinetter, som er sat sammen. I bunden, hvilende på soklen, finder vi baskabinettet, som indeholder en 20 cm bas med Nomex-membran. Basenheden er placeret i et trykkammer, hvilket er ret usædvanligt i en verden, hvor snart sagt alle bruger en basrefleksåbning i en eller anden form for at lægge en ekstra halv oktav til i bunden.

Her har Francesco Rubenni valgt mere jævn basrespons frem for maksimal rækkevidde i bassen, og den nederste basenhed spiller kun fra ca. 38 Hz op til 60 Hz. Her tager en 16,5 cm bas/mellemtone med tilsvarende Nomex-membran over. Den sidder i et basreflekskammer sammen med en 28 mm dome-diskant med tekstilmembran – og en lille bånddiskant derover igen.

Den lille båndiskant føjer sig til dome-diskanten, som deles ved 2,2 kHz. Resten besørges af de to diskanter, som flytter den teoretiske diskantrespons til 100 kHz.

Fornemt håndværk

Selv om ingen tobenede væsner kan høre så høje frekvenser, kunne man forledes til at tro, at Francesco Rubenni er mere interesseret i diskanten end i bassen. Superdiskant, men ikke basrefleks kan måske vække en mistanke hos de mest skeptiske. Men det er der ingen grund til, for lyden af et par Volterra er uimodståeligt forførende.

Da det trods alt er italiensk højttalere, designet, konstrueret og samlet i hånden i Firenze, er håndværket upåklageligt. Vores testpar var betrukket med rødt læder på siderne, hvilket koster ekstra, men de kan leveres i andre farver. Også i italiensk valnøddefinér, og tro mig, de ser meget bedre ud i virkeligheden end på billeder.

Den matsorte aluminiumfrontplade er boltet og limet på. Detaljearbejdet er en fryd at se på, og en banketest indikerer, at højttalerne er rigtig godt dæmpet. Magnetiske sorte stoffronter kan sættes på, hvis man synes, det gør højttalerne lettere at leve med.

De er også nemme at placere. Ikke helt op ad bagvæggen, men de kan stå ret tæt på, uden at bassen bliver overdrevet. I mit lytterum var balancen perfekt en meter ude på gulvet med en moderat vinkling af kabinetterne ind mod sofaen.

De er heller ikke særlig krævende med hensyn til forstærkereffekt, men man skal have f.eks. en Hegel H190 på 150 watt snarere end en H95 på 60 watt for at vække dem ordentligt til live. En Devialet Expert Pro 250 er måske overkill, men passede perfekt. Rørforstærkere kan også være et godt match, f.eks. den krystalklare Octave V 70 SE.

Varm og lækker lyd

Mulighederne er mange, men jeg ville tænke mig om en ekstra gang, før jeg spændte en lidt ulden og varm rørforstærker for et par Volterra. Både fordi det ikke hjælper, hvis forstærkeren ruller tidligt af i diskanten, og fordi det hjælper, hvis den har noget drejningsmoment og greb i bassen.

Så får man det bedste frem i Volterra, der adskiller sig fra Sonus faber Olympica Nova III med en blødere, varmere og meget behagelig lyd, som det tager lidt tid at vænne sig til. Hvor Nova III slår hårdt i bassen, hjulpet af lette og hurtige 18 cm basenheder i et basreflekskabinet, spiller Volterra med mere dybde end dynamisk tryk.

Man kan sige, at hvor Volterra er bedre på kontrabasser, fordi de får varmen og nuancerne i lyden bedre frem, er Nova III bedre på dynamikken, og trommer lyder kraftigere på højttalerne længere nordfra i Italien.

Et eksempel er de dybe toner fra Christian McBrides bas på Al Jarreaus “Cold Duck”, som virkelig får det til at dirre i luften, så man kan mærke bassen i kroppen. Samtidig slår lilletrommen ikke lige så kraftigt, og stortrommen på Dire Straits’ “Love Over Gold” gengives med tyngde og dybde, men den slår dig ikke i ansigtet på samme måde som med Nova III. Eller et par Klipsch Cornwall, for den sags skyld.

Volterras styrke ligger altså ikke i eksplosiv dynamik, men i evnen til at få klangfarver, tekstur og dybde frem. Her er f.eks. Puccinis La Boheme perfekt, fordi højttalerne leverer lyden fra optagelsen i et organisk lydbillede med en sjælden evne til at få klangnuancer frem. Vokaler er særlig flot gengivet med en fokuseret klarhed, som man sjældent oplever på denne side af dyre elektrostathøjttalere.

Jeg var lidt usikker på, hvor stor betydning bånddiskanten egentlig havde, så jeg dækkede den til og lyttede videre. Så mistede lydbilledet lidt format, og sopranernes høje register lød lidt skarpere i kanterne. Samtidig blev Jack DeJohnettes bækkener på “Butch & Butch” fra Up For It – en live-optagelse med Keith Jarrett Trio – mere fremtrædende i lydbilledet med bånddiskanterne tildækket.

Da jeg endelig tog plastic-coverne foran enhederne af, satte jeg samtidig musikkens åndbarhed fri. Det var, som om lyden blev mere afslappet, naturlig og luftig på samme tid. Så bånddiskanten har bestemt noget at sige. Det er ikke en ekstra diskant, der tilfører mere energi over 2200 Hz, men den giver musikken en større dimension og vokaler mere vægt og dybde.

Klaverklangen nyder også godt af bånddiskanten, som giver en oplevelse af, at tonerne klinger friere, mere vægtløst og fokuseret.

Derimod er Volterra nok ikke de perfekte højttalere til dem, der overvejende hører rock, heavy metal eller for den sags skyld rap eller hiphop. De har ikke den samme fandenivoldskhed som et par store Klipsch- eller JBL-højttalere og trives ikke med at spille på øredøvende volumen.

Konklusion

Men til alt andet er de lækre Rosso Fiorentino Volterra en betagende oplevelse at lytte til. De serverer musikken på en blød pude af silke, uden at det nogensinde lyder uldent eller tildækket. Og de gør det med en sjælden kombination af varm, fyldig og dyb klang samt stor gennemsigtighed og indlevelse.

Volterra er højttalere, der er lette at leve med. Og hvis man godt kan lide, at musikken præsenteres med så meget naturlighed som muligt, uden at det nogensinde lyder hårdt eller skarpt, kan de sjældne italienske juveler være de højttalere, man ikke vidste, at man ville forelske sig i.