Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Revel F206

Lækre amerikanere

Stilfulde og moderne højttalere byder på kanon lyd til hele verden.

Skrevet af / 08/05/2014 - 06:31
Revel F206
Sven Bilen

Revel opstod som et high-end højttalermærke inden for Harman-gruppen. Den kendte højttalerkonstruktør Kevin Voecks, der allerede havde slået sit navn fast hos Snell Acoustics, fik til opgave at skabe et high-end højttalermærke til koncernen; et mærke, der kunne passe til deres high-end Mark Levinson elektronik. Det har resulteret i en række meget vellydende konstruktioner, og Revel er et højttalermærke, der nyder stor respekt. Firmaet indgår nu i det, der kaldes Harman Luxury Audio Group, sammen med Mark Levinson, Lexicon og JBL Synthesis.

Performa3-serien er den seneste fra Revel. Det er mellemserien i deres program, men det betyder ikke, at den på nogen måde hverken er eller virker billig. En del tidligere modeller fra Revel har måske virket en smule firkantede og kedelige i designet – i hvert fald efter min målestok – men de næststørste gulvhøjttalere i serien, Revel F206, er virkelig lækre med afrundede former og et meget tiltalende udseende. Det er tydeligt, at Revel har skelet til, hvad markedet vil have af udseende.

Rækken af højttaler-elementer og basrefleksporten er indfældet i en buet sort ramme. Det ser faktisk rigtig flot ud. Diskantens waveguide fungerer upåklageligt, og F206 har en virkelig fin spredning.
Rækken af højttaler-elementer og basrefleksporten er indfældet i en buet sort ramme. Det ser faktisk rigtig flot ud. Diskantens waveguide fungerer upåklageligt, og F206 har en virkelig fin spredning.

Testeksemplarerne var i hvid pianolak med indslag af sort. Byggekvaliteten på højttalerne føles mildt sagt overbevisende; de emmer af topklasse. En meget lille tekst på papkassen angiver, at de er fremstillet i Indonesien, men hvis der er nogen, der har fordomme om produktion i Fjernøsten, kan de godt begrave dem med det samme. Meget bedre bliver det nemlig ikke.

Sådan
Det er trevejs højttalere med basrefleksporten foran, hvilket gør dem lidt lettere at placere tæt på bagvæggen, hvis det er det, man vil. Den integrerede fod har gevind til de medfølgende spikes, som jo følger med alle højttalere, selv om det efter min mening ikke er den bedste løsning. Især ikke hvis man har trægulv.

Bestykningen er en 1 tommes diskant med waveguide – Kevin Voecks har arbejdet hårdt på at styre den samlede udstråling fra Revels højttalere med noget, der kaldes Power Response Performance. Waveguiden skulle være udregnet efter, hvad Revel kalder et matematisk gennembrud.

Både 5,25 tommers mellemtonen og de to 6,5 tommers bas-elementer har en membran med pressede folder og en formstøbt ramme af aluminium. Hele element/port-rækken er designmæssigt samlet i en sort enhed; det ser pænt ud, men kan dækkes med en stoffront med magnetfæste. Lydmæssigt er det dog – som så ofte – en fordel at spille uden fronterne på.

Revel-F206-bak

Trenden for højttalere går i retning af, at man bruger single-wiring terminaler, og Revel F206 er ingen undtagelse. Her sidder et par af terminaler af fremragende kvalitet og i en vinkel, der gør det let at koble en hvilken som helst type kabler til. Sådan skal dét gøres.

Liv og balance
Revels mellemmodeller har i mine øjne tidligere fremstået som meget “amerikanske” – de gjorde en masse rigtigt, men blev let lidt tunge i lyden. Amerikanske stuer ser traditionelt anderledes ud end vores med andre vægkonstruktioner og gulve, og det var højttalerne lavet til. Det betød, at man her hos os ofte måtte arbejde en del med placeringen, for at de kunne yde deres bedste.

Men tiderne skifter, og F206 sidder klokkerent med det samme. Her får vi en afbalanceret og overraskende neutral gengivelse med både liv og dynamik i rigeligt mål. De spiller hurtigt og – ja, smittende er måske et rammende ord. Men ikke alt for smittende; de passer på ikke at give helt los. Det adskiller dem fra f.eks. Bowers & Wilkins CM10, som er mere gang i den hele tiden. To gode måder at løse gengivelsen på, men til to forskellige konsumenttyper.

Desuden er de ikke særlig svære at sætte op til at præstere ordentligt; jeg forventede meget mere besvær. Dog bør man passe på ikke at vinkle højttalerne helt mod lyttepositionen, da der i så fald kan blive for meget monitor over det. Jeg endte med en meget lille toe-in, som jeg synes gav det bedste kompromis mellem lydbillede og detaljer, selv om højttalernes fine spredning betyder, at de ikke er så kritiske som mange konkurrenter.

Trevejs højttalere kan ofte have en sektion i frekvensområdet, der stikker en smule ud; det er altid et problem at få alle elementer til at spille sammen som en helhed. Delefilteret er nøglen til at få sammenhæng i lydbilledet, og her er det faktisk lykkedes få en helhed i gengivelsen – en balance, der gør, at overgangene mellem de forskellige elementer føles glat.

Bassen er ren, slank og hurtig. Det lyder aldrig overdrevet og bliver ikke sløret eller blødt, medmindre materialet siger, at det skal være sådan. Indspilningen bestemmer lyden, ikke højttalerne. Højttalerne angives at gå ned til 42 Hz, og det er pænt langt. Du får ikke den dybeste bas, men hvis man prøver at få det med i denne prisklasse, bliver det sjældent særlig vellykket, men føles snarere påklistret.

Revel-F206

Mellemtonen har ligesom resten fin dynamik og gør det rigtig godt på vokaler og instrumenter; der er godt med detaljer, men ikke overdrevet mange. F206 forsøger ikke at indsmigre sig med at forsøde lyden, og i denne prisklasse er det fremragende; de forsøger ikke at gøre sig større eller bedre, end de er. I det hele taget er det en rigtig god gengivelse uden udskejelser.

Konklusion
Det er lidt, som om Revel tidligere lavede højttalere til Amerika, men nu laver højttalere til hele verden. F206 opfører sig godt hele tiden og byder på en gengivelse, der er nem at leve med, og som kan kombineres med meget af den elektronik, der er på markedet.

Og det er lidt det, denne prisklasse går ud på, synes jeg. Højttalerne bliver hurtigt et par gode venner i lytterummet; de har en lyd, som man kan sætte pris på, og de er fleksible med hensyn til, hvordan man placerer dem i rummet. Fremragende!

Lyd & Billede mener

Revel F206 er velafbalancerede højttalere, der spiller med en fin balance og samtidig har både liv og dynamik. Her er ikke nogen udskejelser eller spektakulære tendenser, men det gør ikke gengivelsen kedelig. Tværtimod er spillestilen moderne og engagerende. Den neutrale gengivelse kan blive lidt monitor-agtig, hvis man vinkler højttalerne for meget indad. Bassen er ren og kontant, men går ikke afgrundsdybt ned.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Lyd & Billede
Scroll to Top