Ultimate Ears har gjort det godt i mange af vores tidligere tests; bl.a. blev UE Megaboom Bedst i Test i sidste års test af dyrere rejsehøjttalere. Vi har også lavet en separat test af deres Wonderboom, men hvordan klarer den sig i konkurrencen?
Vi kan godt lide det buttede format og stroppen, der passer til sæbehylden i brusebadet. Det kan den nemlig fint tåle, for den er godt beskyttet mod elementerne. Nyt i forhold til sidste år er flere farvevalg og to sjove mønstre.
Betjeningen er simpel med store, tydelige knapper. En af knapperne kan bruges til at parre to Wonderboom, men man får ikke stereolyd. Desværre understøttes Boom-app’en heller ikke, så man kan ikke på den måde koble en række højttalere sammen. Enklere, mener Logitech. Ærgerligt, synes vi.

Vi savner også en mikrofon, så den kan bruges til telefonsamtaler eller med stemmeassistenter. Den lovede rækkevidde på 33 meter er på den anden side et plus.
Det vigtigste er dog, hvordan den lyder, og her byder Wonderboom på lige så meget sjov, som udseendet antyder. Den spiller højere, end man skulle tro, og leverer en dyb bas. Som om det ikke var imponerende nok, får man også en ren mellemtone med en tydelig og veldefineret klang, ligesom diskanten er klar og uden skarpe kanter.
Takket være den rundstrålende lyd passer den godt til en gruppe venner på stranden, som så alle kan høre lige godt.

Konklusion
Ultimate Ears Wonderboom er en fantastisk lille Bluetooth-højttaler med mange kvaliteter og få mangler. Den har et stiligt design, er vandtæt, kan spille højt og dybt, og har en god pris.
Det eneste, vi egentlig savner, er muligheden for at koble to sammen i stereo. Bortset fra det er det en fantastisk vellydende lille højttaler, som du kan tage med, hvor du end har brug for det. Den er bygget til at tåle nogle tæsk og vil fortsætte med at spille, selv om det øser ned.