Hvor M3 typisk vil erstatte en køkkenradio, vil M7 tage kampen op med ghettoblastere og alt-i-et minianlæg. Med 42 cm i bredden optager den en del plads på bordet, men den er stadig ikke større, end at den forholdsvis let kan tages med ud på terrassen.
Lyden
Overgangen fra den lille M3 til den dobbelt så store (og dobbelt så dyre) M7 er mærkbar. For det første spiller M7 i stereo, og selv om afstanden mellem kanalerne er mindre end bredden på et nummer af Lyd & Billede, er der en god rumfornemmelse.
M7 får det væsentlige med, toppen er livlig, og der er ganske godt tryk på i bunden. Lyden er i det hele taget mere åben end på M3, selv om mellemtonen virker noget skinger. Samlet set er lyden tilfredsstillende, men det er stadig ikke de store hi-fi-oplevelser, der venter.
Konklusion
Samsung WAM M7 er en bekvem måde at få et “stereoanlæg” i alrummet, børneværelset eller hjemmekontoret på. Og de lydmæssige begrænsninger sættes i relief af prisen og de trådløse muligheder.