Denon HEOS 3

God lyd i usædvanligt design

HEOS-højttalerne ligner ikke noget som helst andet, men lyden er værd at lægge mærke til.

140614 HEOS 3 WT product front lying right Final JULY

Det japanske hi-fi-mærke Denon har været kendt på vores breddegrader siden 1980’erne takket være især Hi-Fi Klubben. HEOS-serien er Denons bud på at vinde det terræn tilbage, som multirumssystemerne har erobret fra den etablerede hi-fi-branche.

Vi har tidligere testet seriens største model, HEOS 7, men ser denne gang på de to mindre alternativer, HEOS 3 og HEOS 5, der prismæssigt konkurrerer med f.eks. Sonos Play:1 og Play:5.

Tilslutning
HEOS-højttalerne bruger et lydbaseret interface, når de skal kobles på netværket. Et mini-jack kabel mellem mobil/tablet og AUX-indgangen overfører netværksindstillingerne til højttaleren. Hvad de to enheder siger til hinanden, ved vi ikke, men det virker – om end lidt omstændeligt.

Brugervenlighed
Denons tilslutning til netværket er speciel og involverer hovedtelefonudgangen på mobil eller tablet. App’en indeholder adgang til netradio (TuneIn) og Spotify. Det er let at holde styr på, hvad der spilles i de forskellige rum i huset, og om det sker fra NAS-server eller via streaming.

HEOS 3
Den mindste HEOS-model kan enten anbringes vandret eller lodret. Lægges den vandret, arbejder den i stereo, mens den bliver til en monohøjttaler, når den rejses på højkant. Knapper til volumen og muting findes på siden af kabinettet.

Lyden
Den kan godt nok spille højt! Blandt de små højttalere byder HEOS 3 på mest smæk for skillingen. Det står lidt mere sløjt til med nuanceringen, og når det går hårdt for sig, bliver lyden noget rå og upoleret. Basgengivelsen er på niveau med de andre minihøjttalere i testen, men så er det også sagt.

Konklusion
Denon HEOS 3 er en udmærket og kompakt højttaler, der udmærker sig ved også at kunne spille i stereo – og det tilmed højt. Hvis musikken skal være i stereo, og 2.000 kroner er din magiske grænse, så er valget klart.

140110-HEOS_3-BK-product-front-standing-right

Læs videre
Exit mobile version