Det typiske stereoanlæg forandrer sig stadig. Udseende og formfaktor er blevet vigtigere, også blandt mere hardcore hi-fi-entusiaster. Mange har ofret det gamle stereoanlæg til fordel for Sonos, Geneva eller andre trådløse løsninger. Det er jo både praktisk og vellydende, men er det “high fidelity”?
Linn vil nok hævde det modsatte. Den skotske high-end producent har endnu til gode at lancere en Bluetooth-højttaler, hvilket konkurrenter som Naim og Bowers & Wilkins haft stor succes med. De har i stedet specialiseret sig i færdigsammensatte stereosystemer, komplet med kilde, forstærkere, højttalere og det hele. Deres nyeste system, Exakt 530, henvender sig til dem, der vil have et fuldblods førsteklasses stereoanlæg, som ikke skæmmer stuen.
Linn-højttalerne har en slank fremtoning og kommer med valgfri stofbetræk (Linn Fabrik) i en række forskellige farver og mønstre. Uanset om du vil have en farve, der matcher sofaen, eller vil gå amok i psykedeliske mønstre, så er der mulighed for det!
Diskret high-end
Ideen med højttalere klædt i tweed er i sig selv spændende, men det mest interessante er det, der befinder sig inde under betrækket. Linn har – ligesom Bang & Olufsen – en forkærlighed for aktive højttalere med indbyggede forstærkere, og med Exakt 530 har de kørt den helt ud.
De passive delefiltre er pist væk. Her findes heller ikke traditionelle højttalerterminaler eller line-indgange. Lydsignalerne overføres i stedet digitalt fra en DSM-kontrolenhed via Cat5-kabler (Ethernet) med op til 24 bit/192 kHz opløsning direkte ud til højttalerne! Det eliminerer en god portion kilder til fejl og forringelse af lyden.
Med kun tre komponenter plus kabler er Linn-systemet befriende enkelt, men ikke nødvendigvis billigt: Prisen er knap 125.000 kroner, men så får man altså også både højttalere, seks forstærkerkanaler og signalkilde med i købet.
Avancerede højttalere
De aktive Linn-højttalere er lækkert udført med sokkel og topplade i glas, hvor Linn-logoet skinner igennem på toppen. Selve højttalerne er svøbt i stof, såkaldt Blueberry-blåt i vores tilfælde. Betrækket er skræddersyet og lukkes med lynlås på bagsiden, omtrent som en kjole. Snedigt!

Mens aktive Linn-højttalere ofte er både fire- og femvejs, har 530 en lidt enklere trevejs konfiguration. Såvel diskant som mellemtone er eksklusive enheder af høj kvalitet. Den såkaldte Isobarik-basløsning i bunden er også ret speciel med to 6,5 tommers bas-enheder monteret i tandem for at give dybere, kraftigere og mere kontrolleret bas. Det er en løsning, vi husker fra de dyrere Akubarik-modeller, der er kendt for deres yderst musikalske og dybtpløjende bas.
530 er altså fuldt aktive højttalere med egne forstærkere til bas, mellemtone og diskant, som igen får signaler fra hver sin D/A-konverter. Selve “hjernen” i højttalerne ligger imidlertid i signalbehandlingen, som Linn kalder Exakt: Den korrigerer for afstand og forskellig timing mellem de forskellige højttaler-enheder, så lydbølgerne fra bas, diskant og mellemtone sendes fuldstændig synkroniseret og fasekorrekt til lyttepositionen. Det er et teknologisk fremskridt, der ville have været svært at opnå i traditionelle højttalere med passivt delefilter.
Linn tilbyder Exakt-teknologien som opgradering til en række af deres egne og konkurrenternes højttalere, men det er en både dyr og omfattende proces, der kræver masser af udstyr som forstærkere, delefilterbokse og ikke mindst kabler. 530-højttalerne er en meget mere elegant løsning. De kommer med Exakt færdiginstalleret, hvor alt er nøjagtigt målt og kalibreret fra fabrikken.
Rumkorrektion
Kronen på værket er noget, som Linn kalder Space Optimisation+. Ved at man plotter rummets dimensioner (længde, bredde, højde og lytteposition) ind i Linn-programmet Konfig, kan DSM-kontrolenheden danne sig et “billede” af de akustiske forhold og kompensere for deres påvirkning af frekvensgangen.
Fremgangsmåden er helt forskellig fra den, vi kender fra diverse surround-receivere med rumkorrektion: I stedet for at bruge målemikrofon lytter du dig frem til den ideelle placering og plotter disse værdier ind i programmet. Derefter står det dig frit for til at vælge en mere praktisk placering, f.eks. ind mod væggen eller i hjørner. Linn-systemet kompenserer så for forskellene mellem disse valg.
Lydkvalitet
Der ligger meget avanceret teknik og flere publicerede hvidbøger bag teknologien i Linn-højttalerne, men det vigtigste er jo, hvordan de lyder. Vi koblede systemet op i en almindelig stue med gips, parketgulv, vinduer og noget nær kvadratiske dimensioner – langtfra ideelle rammer for et hi-fi-anlæg, men en god metode til at teste, hvad det duer til!
Vi havde på forhånd regnet os frem til, hvilken position der teoretisk set ville give mindst påvirkning fra lytterummet, og startede med højttalerne ude på gulvet, ca. en tredjedel af rummets længde fra bagvæggen. Med dette udgangspunkt kunne vi finjustere os frem til en placering, der var noget nær ideel rent lydmæssigt (men næppe aktuel i et almindeligt opholdsrum).
Her lød Exakt 530 meget friskt, åbent og klokkerent, med den musikalske rytme og det flow, der karakteriserer Linn. Man bider straks mærke i en imponerende rytmisk præcision, som får mange andre højttalere til at virke ustemte. Linns højttalere bærer klart præg af at være i sync over hele frekvensområdet. Bassen var derimod tynd og virkede udefineret med denne placering midt ude på gulvet.
Da vi derefter flyttede højttalerne til en mere praktisk placering, oplevede vi, at der skete to ting: På den ene side blev bassen som forventet mere fyldig og massiv tæt på væggen, men også lidt mere ujævn med større efterslæb. Samtidig faldt lydbilledet sammen, og diskanten blev mindre distinkt. Meget af den gode timing og rytme forsvandt.
Og det er så her, Space Optimisation+ kommer ind i billedet. Linn-højttalerne kan korrigere diskant, mellemtone og bas helt uafhængigt af hinanden og gør således et mere grundigt stykke arbejde, end det er muligt med passive højttalere. Med SO+ aktiveret oplevede vi, at lydkarakteren ændrede sig til det bedre og blev meget lig den ideelle placering. Bortset fra bassen, som nu var langt mere fyldig, strammere og bedre defineret, men fri for ujævnheder. Ganske imponerende!
Uanset om vi vælger jazz, klassisk eller The Weeknd for fuld hammer, oplever vi, at Linn-anlægget spiller sammen med musikken og lader dens særegenheder skinne igennem, helt uden tilsat sukker. Man får heller ikke følelsen af at lytte til et overanalytisk, sterilt eller overdæmpet anlæg, som tilfældet kan være, når rumkorrektionen går for aggressivt til værks. Trods den avancerede digitale teknologi lyder det, der kommer ud, både varmt og “analogt”.
Linn-softwaren giver mulighed for at tweake og finjustere frekvensgangen – lægge filtre og kurver ind i bas og diskant – nærmest i det uendelige. Der skal dog ikke meget finjustering til, før lydbilledet sidder, som det skal. I vores tilfælde var det nok med en halv decibel i bassen og lidt reduktion i diskantområdet, før det sad som støbt.
Kan lide noget volumen
Færdigjusteret i en langtfra ideel, men meget praktisk position på hver sin side af tv-bordet lyder de stofklædte Linn-højttalere rigtig godt, især når man tager den beskedne størrelse i betragtning. Exakt 530 fylder ikke mere end et par monitorhøjttalere på stativ, men formår alligevel at gengive et stort og luftigt, kraftfuldt og dynamisk lydlandskab.
Især bassen er imponerende, med ordentligt tryk på ned til 30 Hz og en taktfasthed, der er smitsomt medrivende. Svenske Lars Danielssons kontrabas på “II Blå” gengives legende musikalsk med overbevisende tyngde i de dybeste strenge, og norske Mathias Eicks trompet lyder distinkt og energisk – man kan virkelig høre selv det mindste blæs i mundstykket.
Linn-højttalerne kræver imidlertid lidt volumen, før de vågner til live. De har ingen “loudness”-faktor og kan derfor lyde lidt tyndt ved lav volumen. Derimod åbner de sig op og spiller med masser af overskud, når lydniveauet nærmer sig 90 decibel.
Konkurrenter?
Linn-anlægget er ganske unikt med tanke på, at man her få en komplet skræddersyet løsning med aktive højttalere, forstærkere og kontrolenhed med alle tilslutninger i én samlet pakke. Rent prismæssigt findes der dog flere konkurrenter i denne prisklasse.
Med et par højttalere som Audiovector Si3 Avantgarde Arreté – eller de glimrende Focal Sopra No1 – plus en kraftig integreret forstærker med DAC som f.eks. Hegel H360 er du er godt på vej til et stiligt og vellydende stereoanlæg. Så må du ganske vist også finde en passende lydkilde at tilslutte. Og uden Linns avancerede rumkorrektion og aktive drift bliver det heller ikke lige så præcist, placeringsvenligt eller tilpasningsdygtigt som 530-højttalerne.
Konklusion
Som anlæg må Linn Exakt 530 betegnes som noget af en ulv i fåreklæder. På den ene side er det et meget elegant og interiørvenligt system, der let kan glide ind i mange velmøblerede hjem uden at stikke ud – medmindre du vælger de mildt sagt specielle betræk fra timorousbeasties.com. På den anden side er det også et vellykket system rent lydmæssigt, der fint kan konkurrere med separate komponenter i samme prisklasse.
Hvis du kunne tænke dig et skræddersyet og diskret, men potent stereoanlæg, bør du afgjort tjekke ud, hvad Linn har at byde på.