Britiske PMC begyndte med at lave studie-monitors til statsradiofonien BBC, men produktionen blev hurtigt udvidet til også at omfatte forbrugerprodukter.

Kabinetudførelsen på Twenty5.21 er væsentlig bedre end på deres billigste standermodel. Fra siden har PMC-højttaleren form som et skråt parallelogram, og frontens hældning vinkler enhederne lidt opad, hvilket udjævner tidsforskellen mellem dem. Inde i kabinettet er der en lang kanal af transmissionslinje-typen, som strækker basgengivelsen i frekvens. Bagpladen er af spejlblankt metal.

Frekvensgangen er jævn i mellemtoneregisteret, men de høje frekvenser er tydeligt forstærket. Der er et hørbart fald omkring delefrekvensen, men PMC-højttalerne har benhård kontrol over takten og en slående dynamisk gengivelse.

Bassen er livlig. Diskanten løftes dog for meget frem, hvilket medfører en lidt metallisk klang og hårde sibilanter (s-lyde), selv om højttalerne efter PMC’s anbefalinger ikke var vinklet ind mod lyttepositionen. Som et resultat heraf lød Muse-nummeret “Bliss” lidt for aggressivt. Basregisteret er langt bedre balanceret.

Den hurtige respons og den luftige lyd serverer selv små lydnuancer på et sølvfad. Det øvre register har en frisk energi, men kan blive lidt skingert på visse typer musik. Det præcise fokus giver dem en livlig klang og er især velfungerende på moderat lyttevolumen.

Dårligt producerede og mudrede indspilninger afsløres nådesløst. Men når alt falder på plads, er det let at blive revet med af Twenty5.21, som med deres livlige bas bider sig fast i kroppen og får alle tænkelige mikrodynamiske variationer frem.