I disse tider, hvor alt ser ud til at blive dyrere natten over, er det herligt at finde produkter, der giver meget glæde for pengene. Som disse KEF Q11 Meta-højttalere. Her er pengene brugt på enheder og elektronik, og ikke så meget andet.

Ingen overflødig pynt, ingen træfiner – intet, der ikke gavner lyden. Der er ikke engang terminaler til bi-wiring.

Selvom højttalerne er relativt skrabet kosmetisk, har KEF ikke sparet på bestykningen i Q11 Meta, som er flagskibet i den nye Q-serie, de lancerede i efteråret 2025.

Indtil videre har vi kun testet ét af medlemmerne i Q-serien: Den nye Q Concerto Meta, som er en kompakt trevejs standerhøjttaler. De gulvstående modeller bygger på samme teknologi med KEF’s 12. generations Uni-Q koaksialenhed, som også bruges i deres langt dyrere højttalere.

Hvor Q Concerto Meta er en trevejs kompakthøjttaler, er Q11 Meta en trevejs gulvhøjttaler med flere enheder. Med to ekstra 16,5 cm basenheder i et større kabinet får man bedre rækkevidde i bassen, højere lydtryk og et endnu større lydbillede.

I teorien burde alt andet være ret ens. Med undtagelse af antallet af enheder deler højttalerne de samme komponenter.

Kernen i Q-serien er den specielle Uni-Q-enhed, som vi kender fra mange KEF-højttalere som LS50, LSX II, Reference-serien og mange andre, der bruger samme princip med KEF’s Metamaterial Absorption Technology (MAT), også bare kaldet Meta.

Absorberer resonanser

Uni-Q-enheden, der bruges i Q Meta-serien, er 10 cm i diameter med en 19 mm diskant i midten. Begge har svingspolen placeret på samme vertikale akse og en bølgeleder (waveguide) kaldet Shadow Flare. Denne dæmper uønsket diffraktion fra kabinettets front for bedst muligt at bevare fokus og nuancer i lydbilledet.

Man kan ikke se det, men på bagsiden af Uni-Q-enheden sidder en rund plade med et labyrintmønster fræset ind i den ene side. Det absorberer forskellige frekvenser og fjerner op til 99 procent af uønskede resonanser.

Vores erfaring er, at det virker over al forventning. Da vi testede LS50 i Meta-udgaven, blev vi slået af, hvor meget bedre balanceret og fokuseret lydbilledet var. MAT-teknologien gør en unik enhed endnu bedre og rydder op og åbner lydbilledet, så flere nuancer og detaljer slipper ud i rummet.

Q11 Meta

Vi oplevede det samme, da vi testede Q Concerto Meta, som er så gode, at vi kårede dem til “Årets kompakte trevejs højttaler 2025-2026”. Bedre lyd til pengene finder du formentlig ikke.

Den gulvstående Q11 Meta har dog kvaliteter, som Q Concerto Meta ikke har. De går dybere i bassen, og KEF antyder en effektiv basrespons i rummet ned til 26-28 Hz. Med 4 dB højere følsomhed er de også lettere at drive for forstærkeren, og med tre 16,5 cm basenheder i et meget større kabinet når de et lydtryk på øredøvende 113 dB.

De tre basenheder er de samme som i Concerto-modellen og får hjælp af to basporte på bagsiden. Det betyder ikke bare mere bas og højere lyd, men også en mere kraftfuld præsentation af musikken – både i bassen og højere oppe i frekvenserne. Mellemtoneområdet påvirkes i høj grad af den ekstra vægt, som to ekstra basenheder giver i et større kabinet.

Højttaleren leveres med en magnetisk frontgrill og fire “udrigger-fødder”, der skrues fast i bundpladen. Fire justerbare spikes med gummibeskyttelse giver de godt 110 cm høje højttalere et solidt fundament på gulvet. KEF giver valget mellem sorte eller hvide kabinetter, og de kan også leveres i en valnød-finish.

KEF’s Q-serie kan fint benyttes i et surround-setup. Der findes nemlig både baghøjttalere (Q8 Meta), en centerhøjttaler (Q6 Meta) og Dolby Atmos-højttalere (Q4 Meta) i samme serie.

Mægtigt lydtryk

Man kan sagtens drive højttalerne med en Rega Brio på 50 W, men vores Yamaha A-S3200 med 100 W og en meget større strømforsyning fik meget bedre greb om de i alt seks basenheder og drev højttalerne med lethed, selv når jeg spillede højt.

De indbyder faktisk til at skrue op. Ikke fordi de “rocker” rummet på samme måde som et par Klipsch RF-7, men fordi lydbilledet forbliver ryddeligt og fokuseret selv ved højt lydtryk. KEF-højttalernes klangbalance er varmere end i Klipsch-højttalerne, og de leverer bas med mere vægt og tyngde, end de fremragende Scansonic M20.2 præsterer. På den anden side kan Scansonic-højttalerne opfattes som mere åbne og luftige i diskanten.

Sonus fabers gennemførte Lumina III har nogle af de samme klangkvaliteter som Q11 Meta, men de klarer ikke det samme lydtryk og spiller bas med en behersket kontrol, hvor KEF-højttalerne slår igennem med et forbløffende lydtryk på de lave frekvenser.

Tag for eksempel Khalids Angel Boy. Der ligger et basspor helt i bunden, som små højttalere ikke kan gengive i samme grad som Q11 Meta. Både på Angel Boy og Medicine fra samme album varter højttalerne op med en dybbas, der minder om en subwoofer, der er skruet lidt for højt op. Mægtig sejt – og hvis man synes det er i overkanten, kan man sætte dæmpeskum i basportene bagpå (de følger med).

På mere raffinerede optagelser, som ECM’s optagelse af Keith Jarrett Trio fra Juan-les-Pins i 2002, savner jeg lidt energi øverst i diskanten, men klaverklangen, bækkenlyden og kontrabassen gengives med fine klangnuancer i et fyldigt lydbilde. Det hælder mod den varme, behagelige og – vil mange sige – naturlige klang, man oplever live.

Det er behageligt, men ikke kedeligt. Til gengæld kan man lytte længe, før man bliver træt i ørerne.

Mens vi taler om raffineret musik og gode optagelser: Vivaldis cellokoncert RV 398 med Mstislav Rostropovitsj gløder nærmest gennem KEF-højttalerne. Bundklangen fra celloen er dyb og velopløst. Strygerne lyder som flere instrumenter og ikke bare ét stort, hvilket viser, at højttalerne formår at adskille instrumenterne fra hinanden. Lydbilledet er igen stort og fyldigt, og det samme gælder på Zara Larssons Crush.

Et lille stykke musik, der ligger langt fra Vivaldi, men med et grundlæggende beat, der definitivt er skabt til dans. Optagelsen er desværre ikke på højde med de bedste, men højttalerne gengiver rytmen med overbevisende autoritet, uden at det på noget tidspunkt bliver ubehageligt eller skingert.

Sudan Archives’ Dead tåler også at blive spillet højt. Når beatet efterhånden kommer ind, er det hørbart, men ikke mærkbart – lige indtil det pludselig er det. Her mærker man på kroppen, at højttalerne kan gå dybt nok til, at man hverken har brug for en subwoofer eller endnu større højttalere.

Åbningen på Alison Krauss’ Looks Like The End of The Road, med hendes engleagtige vokal over en akustisk guitar er smuk, indbydende, opløst og godt fokuseret. Igen præsenteres man for et stort lydbillede med masser af varm klang. Det samme gælder på Ambles Little White Chapel, hvor vokalen lyder skræmmende tæt på, og guitaren lyder større og mere fyldig, end den gør på et par Lumina III eller Bowers & Wilkins 702 S3. Saxofonen spillet af Andy Sheppard på Espen Eriksen Trios 1974 klinger frit og fokuseret i det enorme lydbillede, og man kan faktisk høre de dybe toner fra klaveret med forbløffende klarhed.