Da vi sidste år testede Fyne Audios lille prisbombe, F5E, var konklusionen klar: Det var utroligt, hvor meget lyd man kunne få for under fire tusinde kroner. Men hvad sker der, hvis man tager den samme grundopskrift – den koaksiale IsoFlare-enhed – men lader sparekniven blive liggende i skuffen og stedet griber ned i kassen med luksuskomponenter?
Så kunne man ende med noget i retning af Fyne Audio F500S.
Ved første øjekast er familieligheden slående. Det koaksiale princip er intakt, og designet er umiskendeligt Fyne. Men stil dem ved siden af hinanden, og forskellen er tydelig. F500S er større, tungere og markant mere lækker. Hvor F5E måtte nøjes med vinylfolie, er F500S klædt i ægte træfinér. Det er en højttaler, der gerne må ses.
En hurtig gennemgang af databladet afslører, at begge modeller bruger en magnesium-diskant. Hvor sparemodellen F5E benytter en lille 19 mm dome, der passer perfekt til spredningen fra en 5-tommers bas, er diskanten i F500S vokset til en voksen 25 mm udgave, der matcher den større og mere effektive bas.
Bas/mellemtone-enheden er således vokset fra 5 til 6 tommer (150 mm). Princippet er stadig koaksialt (som Fyne kalder IsoFlare), hvor diskanten sidder i midten af bassen for at sikre, at al lyd kommer fra samme punkt. Det giver et stereoperspektiv, der er svært at slå.
Speciel basport
Fyne Audio F500S har den specielle basrefleksport, kaldet BassTrax, hvor en nedadrettet basport peger ned mod en kegleformet spreder. Dette fordeler bassen 360 grader rundt og gør højttaleren mindre kritisk med placeringen. Siger i hvert fald Fyne. Med til billedet hører dog, at så godt som alle højttalere altid er rundstrålende i de dybe frekvenser. Men Fynes specielle basport betyder i hvert fald, at porten altid kan “ånde” uanset om højttaleren bliver placeret tæt ved en væg eller (gys!) i en reol.
En anden vigtig opgradering, man ikke finder på lillebror, er “Presence”-kontrollen på bagsiden. Den lader dig justere niveauet i området 2,5 – 5 kHz med +/- 3 dB. Det er en feature, man ofte savner på selv dyrere højttalere, og som kan hjælpe til at balancere lyden i en moderne stue med alt for mange hårde, reflekterende flader.
Lydkvaliteten
Lyden af de to højttalere er både genkendelig og forskellig. Begge har det virkelig fornemme stereoperspektiv, der må tilskrives koaksialprincippet, hvor lyden i hele frekvensområdet udstråles fra samme punkt.
Hvor Fyne Audio F500S udmærker sig, er på et endnu større lydbillede og en meget overbevisende illusion af rummet bagved højttalerne.
Bevares, rummet tegnes ikke så skarpt op som på DALI Rubikore 2, der til gengæld også koster mere end det dobbelte. Og luften mellem instrumenterne er ikke helt så krystalklar som på dyrere højttalere. Men til prisen er præstationen virkelig fornem.
Gengivelsen af stemmer er nær og varm. I det hele taget er F500S en højttaler, som er nem at lytte til. Det er den slags lyd, hvor man hurtigt glemmer at gå op i kritiske detaljer – og i stedet bare nyder musikken.
Bunden er med
At Fyne Audio F500S går ned til 45 Hz mod lillebrors 55 Hz lyder måske ikke som en stor forskel på papiret. Men i praksis betyder det alt. F500S magter lige netop at få så meget af bunden med, at man ikke sidder og tænker på, om det er tid at begynde at kigge efter en subwoofer. Stortrommen har den nødvendige vægt, og bassen flyder ikke ud.
Dynamikken er ofte en akilleshæl på små reolhøjttalere, men Fyne Audio F500S klarer også dette glimrende. Inden for grænserne af belastbarheden, naturligvis. Forvent ikke festivallydtryk., men til stuen derhjemme er der rigeligt med overskud.
Lettere at drive
En velkommen sidegevinst ved den større enhed og det kraftigere magnetsystem er følsomheden. Vi bemærkede i sin tid, at F5E var tung at danse med (87 dB). F500S leverer 89 dB ved de samme 2,83 volt. Det lyder ikke af meget på papiret. Men det betyder for det første, at din forstærker ikke skal arbejde nær så hårdt for at levere varen. Og endnu vigtigere giver det et par dB ekstra til det maksimale lydtryk i den anden ende af effektskalaen. Belastbarheden for de to modeller er nemlig den samme i praksis.
Konkurrenter
Selvom vi har at gøre med en luksusmodel, befinder Fyne Audio F500S sig stadig i en prisklasse, hvor der er lige så mange soundbars som rigtige stereohøjttalere. Er der lidt mere plads i både stuen og budgettet, giver KEF Q Concerto Meta i både pose og sæk. Bowers & Wilkins 606 S3 er gennemmusikalsk og koster det samme som Fyne, men ikke med helt samme dynamik og fantastiske stereoperspektiv. Skal det være ren rock and roll, er JBL L52 Classic et andet bud.
