Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Audiovector Ki1 Super Discreet

Diskret hi-fi anno 2014

Audiovectors nye Ki1 Super Discreet er ikke helt som andre aktive højttalere: Her sendes lyden gennem digitale højttalerkabler.

Publiceret 27/03/2014 - 14:12
Audiovector Ki1 Super Discreet
Audun Hage

Audiovector har ligesom System Audio baseret deres aktive højttalere på en af deres eksisterende passive modeller. Men det, der på ydersiden ligner de populære kompakthøjttalere Ki1 Super, er langt mere avanceret på indersiden. Audiovector-konstruktør Ole Klifoth har nemlig valgt en teknisk løsning, der er noget anderledes end konkurrenternes.

Teknik og tilslutninger
Discreet-systemet er baseret på den såkaldte Actiline-teknik udviklet af svenske Opalum, hvor både strøm og lydsignal sendes gennem højttalerkablerne.

Systemet består af to højttalere plus en lille modtagerboks (Hub), der kan modtage trådløse lydsignaler via Bluetooth såvel som analoge og digitale signaler fra stationære lydkilder. Overførslen sker digitalt via et 24 volts jævnstrømssignal, som konverteres til analog lyd af de indbyggede forstærkere og sørger for skånsom signalbehandling helt frem til de specialdesignede højttaler-elementer.

Selve signalbehandlingen er også digital, og ved hjælp af DSP har Audiovector kunnet finjustere og optimere lyden, og udføre tids- og fasekorrektion mellem elementerne. Processoren arbejder med 24 bit/96 kHz opløsning og frekvens, hvilket betyder, at man kan bruge højopløste lydformater sammen med højttalerne uden tab af kvalitet.

Brugervenlighed
Discreet-systemet lyder måske avanceret, men er heldigvis nemt og forudsigeligt at slutte til. Selve højttalerne er altså ikke trådløse, men fordi de ikke har brug for ekstra strømtilførsel, sparer man stadig ledninger i forhold til mange andre aktive højttalere.

Modtagerboksen har en egen strømforsyning, der sættes i stikkontakten. Desuden medfølger et dobbelt højttalerkabel, som kobles til venstre og højre højttaler. En kontakt på bagsiden af hver højttaler angiver så, om den skal gengive venstre eller højre kanal.

Det følger ingen separat fjernbetjening med til Audiovectors system, men det kan “lære” signalerne fra eksisterende fjernbetjeninger. Bluetooth-tilslutningen understøtter selvfølgelig aptX, og Audiovector bruger en egen teknik for at sikre, at lyden transmitteres så tabsfrit som muligt til højttalerne.

Lydkvalitet
Discreet-systemet er en positiv overraskelse, selv i forhold til de spændstige KEF X300A. Audiovector Ki1 Super er ikke større rent fysisk, men de har et endnu bredere, højere og dybere lydbillede end KEF, kombineret med et bundsolidt stereoperspektiv. Bassen er strammere og mere dynamisk, mens diskanten er frisk og godt opløst. Rent subjektivt opleves det, som om musikken gengives på en roligere, sortere baggrund, hvor selv de mindste detaljer kommer bedre frem. Sådan lyder ægte hi-fi!

Trods høj præcision er det stadig små højttalere med disses fysiske begrænsninger. Bassen fra Ki1 Super swinger faktisk ikke altid lige så meget på pop, rock og R&B som med KEF eller Dali, og de dybeste toner på Daft Punks “Solar Sailer” kommer heller ikke rigtig ud. Til gengæld er bassen mere neutral, hurtigere og mere præcis, og lader os høre flere klangfarver fra akustiske instrumenter.

Med lydkvalitet på dette niveau er savnet af ekstra dybbas stort, og Audiovector har heldigvis udgang til en separat subwoofer, hvis det ønskes.

Bluetooth-overførslen understøtter selvsagt aptX og fungerer overraskende godt, men vi opnåede som forventet endnu bedre resultater, da vi tilsluttede Discreets Hub til en stationær musikafspiller. Med cd-kvalitet eller bedre vågner Audiovector-højttalerne virkelig til live med en lydkvalitet, der kan udfordre selv meget dyre forstærkere.

Konklusion
Audiovector Ki1 Super Discreet er ikke trådløse højttalere i gængs forstand. I stedet er der tale om avanceret aktiv teknik, hvor både strøm og signal overføres gennem de samme højttalerkabler. Resultatet er vaskeægte hi-fi-lyd uden behov for en stor, tung eller dyr stereoforstærker. Vi tror faktisk, at flere forstærkerproducenter vil ryste i bukserne, når de hører, hvad Audiovector kan til på egen hånd! Men så små, som Ki1 er, kan de ikke flytte bjerge, hvad bas og lydtryk angår.

Blandt alle højttalerne i testen er det nok de her, der er mest interessante for hi-fi-folket. Alligevel spørger vi os selv, om den relativt dyre teknik ikke snarere hører hjemme i større gulvhøjttalere, hvor man også får dybere basgengivelse. Vi ser i hvert fald frem til at høre, hvad Audiovectors større Discreet-modeller kan præstere.

Lyd & Billede mener

De små Audiovector-højttalere lyder væsentlig større, end de ser ud. Nemlig som ægte hi-fi-højttalere med et stort, åbent lydbillede og imponerende mange detaljer. Ki1 Discreet giver mere musik og mindre forvrængning end mange af konkurrenterne og er et seriøst alternativ til almindelige stereohøjttalere. Lydkvaliteten er høj, men det er prisen også. Med dobbelte højttalerkabler og fælles strømforsyning kan det også diskuteres, hvor “trådløse” Audiovectors højttalere egentlig er. Det er først og fremmest aktive højttalere, som også har mulighed for Bluetooth-afspilning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.

Se alle vores abonnementer her.

Enestående lydkvalitet

Ægte biograf med high-end soundbar

Slår Sonos på hjemmebane

Fyldig lyd og fuld streaming

Debutanter med 30 års erfaring

En ganske usædvanlig højttaler

Scroll to Top