Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

Test Dynaudio Music 7

Spring i multirummet

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.
Karakter
Dynaudio Music 7
Lyd & Billede mener
Stor og ren lyd med en overraskende god bund. Automatisk tilpasning til omgivelserne. Ni måneders Tidal. Kan dublere som soundbar.
Noget dyrere end de mest populære konkurrenter. Den automatiske tilpasning er ikke “ægte” rumkorrektion. Ingen Spotify.
Specifikationer
Bestykning: 2 x 5” bas, 2 x 3” mellemtone, 2 x 1” dome-diskant Konstruktionsprincip: Basrefleks, aktiv, digital Frekvensområde: 40 Hz – 20 kHz (-3 dB) Indbygget forstærkereffekt: 6 x 50 W Tilslutninger: Analog (3,5 mm stereo- minijack), optisk digital (TOSLINK), tv (HDMI ARC), USB (iOS) Opløsning: 24 bit/96 kHz Justeringer: Automatisk tilpasning efter placering og baggrundstøj Mål: 81,9 x 21,0 x 18,5 cm Vægt: 7,7 kg Farver: Mørkegrå, lysegrå, blå, rød Web: dynaudio.com

Foto: Dynaudio

Dynaudio er især kendt for produkter i den tungere ende af prisskalaen. Dem har vi testet mange af. Nogle af de seneste har været Special Forty, Focus 20 XD og Contour 60, der alle udmærker sig i deres prisklasser. Nu har fabrikken i Skanderborg imidlertid kastet sig over en for dem helt ny og meget anderledes udfordring: Livsstilshøjttalere til multirum. Det sker i form af serien Music. Music 7, som vi her tester, er topmodellen.

Music Now

I de gode, gamle stereodage var musik noget, man satte sig ned foran stereoanlægget for at lytte andægtigt til. Sådan er virkeligheden ikke for en multirumshøjttaler. Her er musikken en indbygget bekvemmelighed på linje med vand og lys. Noget, som man bare åbner for.

Forskellige producenter har i tidens løb givet deres bud på en tilpasset, konstant musikledsagelse. Hos Dynaudio kaldes den Music Now. Når man første gang sætter systemet op, skal man udvælge sine yndlingsmusikere. Højttaleren spiller fortrinsvis musik fra disse, men krydrer løbende udvalget med “lignende” numre. På samme måde, som Netflix og Amazon tilbyder dig henholdsvis film og bøger, der måske kunne være noget for dig.

Kræver plads

Dynaudio Music 7 er med sine 81 cm i bredden ikke ligefrem nogen nipsgenstand. Den kræver en hel reolhylde eller toppen af en skænk for at finde fodfæste. Og med sin kantede, prismeagtige form tiltrækker den sig yderligere opmærksomhed. Man kan i øvrigt købe et beslag til vægmontering.

Annonce

Selv om Music 7 først og fremmest er tænkt som en selvstående højttaler, kan den godt dublere som tv-højttaler. Ud over analog og optisk digitalindgang er der nemlig en HDMI-port med indbygget ARC (Audio Return Channel).

Bag det vævede møbelstof på fronten finder man hele seks højttaler-enheder: To 5 tommers basser, to 3 tommers mellemtone-enheder og to 1 tommers diskanter. Hver enhed er forsynet med sin egen effektforstærker, der kan levere 50 watt i spidserne, hvilket er rigeligt til at spille med meget mere end baggrundsstyrke.

Oven på højttaleren finder man knapper til forvalg, volumen samt afspilning (play/frem/tilbage). Der er til gengæld ingen tænd/sluk-knap på Music 7. Så hvad gør man, når telefonen ringer, mens musikken spiller? Første gang det skete, ledte jeg forgæves efter stopknappen, indtil jeg til sidst trak strømstikket ud.

Forklaringen er den simple, at højtaleren slet ikke skal slukkes. Når man for en stund ønsker at stoppe baggrundsmusikken, trykker man på pauseknappen. Højttaleren går så automatisk i dvale efter et stykke tid for at spare på strømmen.

Oven på højttaleren finder man knapper til forvalg, volumen samt afspilning (play/frem/tilbage). Der er til gengæld ingen tænd/sluk-knap på Music 7. Foto: Dynaudio

Automatisk tilpasning

At opstille en højttaler er aldrig en simpel opgave, da rummet påvirker lyden. Især i bassen. Dynaudio Music-højttalerne er udstyret med et system kaldet RoomAdapt, som prøver at råde bod på dette. En indbygget mikrofon måler lyden i rummet – og tilpasser den tilsvarende.

Der er ikke tale om egentlig rumkorrektion i stil med den, man finder hos f.eks. MartinLogan, men en tilpasning af basforstærkningen til bestemte placeringer. Højttaleren kan derfor ikke gætte, om frekvensgangen på din lytteplads er passende. Til gengæld sker det hele i løbet af få sekunder, uden at man skal fumle med mikrofoner og testtoner.

Annonce

En anden automatisk tilpasning er NoiseAdapt, der tilpasser lyden efter baggrundsstøjen. Hvis snakken går livligt, eller rummet syder af madlavning, komprimeres dynamikken i de svage passager, så musikken kan høres hen over støjen.

Streaming

For en multirumshøjttaler er streaming-tjenester alfa og omega, når musikken skal strømme ud af højttaleren med et tryk på en knap. Spotify understøttes ikke i skrivende stund, men der er heldigvis Tidal, som udbyder det samme antal numre. Faktisk får man ni måneders Tidal Premium-abonnement med i prisen. Ved siden af streaming-tjenesterne kan man selvfølgelig spille musik fra netværket (DLNA og AirPlay) og Bluetooth.

Den tilhørende app er nødvendig, når højttalerne skal sluttes til netværk og streaming, samles i grupper eller stereopar, forvalgsknapper programmeres, samt når man skal slå rumtilpasning og tilpasning til baggrundsstøj til og fra. For Android-brugere er app’en også vejen til at styre afspilning af numre fra streaming-tjenester (iOS-brugere kan gøre det samme eller bruge AirPlay).

Dynaudio Music 7 er blandt de dyreste multirumshøjttalere, men den har kvaliteten til at berettige prisen. Foto: Dynaudio

Annonce

 

Lyden af Music 7

Vi har testet multirumshøjttalere mange gange (faktisk kan du læse endnu en test i netop det nummer, som denne artikel stammer fra), og lydkvaliteten er ofte imponerende – når man tager den beskedne størrelse og pris i betragtning. Når det er bedst, kunne man næsten forestille sig at bruge dem i stuen. Næsten.

Dynaudio Music 7 fejer omsvøbene og forbeholdene af banen. For selv om den bare ligner en forvokset soundbar, kommer der rigtig hi-fi ud af den!

Mellemtonen står rent og ubetonet, langt bedre, end hvad man er vant til at høre fra de fleste multirumshøjttalere i plastickabinetter (som retfærdigvis koster det halve eller mindre). Diskanten er velopløst, og selv om stereoperspektivet aldrig bliver så bredt som på traditionelle højttalere, er det bestemt til at leve med. Man fornemmer koncertsalens størrelse på Jean-Michel Jarres “Fishing Junks at Sunset” (Concerts in China).

Og så er der bassen, som er fremragende. De to 5 tommers bas-enheder leverer en solid og fast bund helt ned til grænsen på 40 Hz. Også når der kommer vitaminer i bunden på Chris Jones’ “No Sanctuary Here”. Med Music 7 placeret oven på en skænk og ind mod væggen gjorde RoomAdapt-funktionen ikke den store forskel, men gav dog lidt mere styr på bassen. Og anbringer man højttaleren på “umulige” placeringer, er forbedringen langt tydeligere.

Og så kan den spille tordnende højt! Selv i en pænt stor stue på knap 30 kvadratmeter og på flere meters afstand fylder den rummet med vellyd, og rammer feststyrke, inden volumenkontrollen kommer over 50 procent.

Annonce

Alt i alt føles det at lytte til Dynaudio Music 7 mere som at lytte til “rigtige” højttalere end til en multirumshøjttaler – eller for den sags skyld en soundbar.

Konklusion

Dynaudio Music 7 er blandt de dyreste multirumshøjttalere, men den har kvaliteten til at berettige prisen. Den skal ikke konkurrere med små, billige monomodeller, men med det “rigtige” stereoanlæg i den fine stue. I kraft af dens størrelse er stereoperspektivet og dybbassen begrænset, men man kommer faktisk et overraskende langt stykke ad vejen. Selv om det ikke er “ægte” rumkorrektion, er den automatiske tilpasning til placering og baggrundsstøj en lille genistreg.

Annonce

Dynaudio Music 7 er en stor højttaler, der optager plads. Men ydelsen minder mere om et (lille) stereoanlæg end en multirumshøjttaler eller en soundbar. Foto: Dynaudio

 

Fuld adgang til Lyd & Billede for 3 kr

Få adgang alle +artikler, guider, anmeldelser samt til hele testarkivet i 1 uge.

Ingen bindingstid Ønsker du å bestille magasinet? Klik her Allerede abonnent?
forfatter
Skrevet af

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Redaktionen anbefaler

Læs også

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Dynaudio har kastet sig ud i multirum-kapløbet. Vi har været på eventyr med slagskibet i Music-serien.

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2020 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.