Harman Kardon Go + Play

Stor sjæl i en lille krop

Harman Kardons bærbare højttaler kan sagtens tåle at blive brugt derhjemme.

Image HK GOPlay White Phone web

Foto: Harman Kardon

Harman Kardon Go + Play adskiller sig fra de øvrige modeller i testen ved at være bærbar. Højttaleren er udstyret med en solid hank i rustfrit stål og har indbygget genopladeligt batteri, der rækker til otte timers musik. Den sparer dog lidt på krudtet ved batteridrift, så hvis du skal have fuld glæde af de 4 x 25 watt forstærkereffekt, skal opladerstikket sættes i.

Det er de bløde og runde former, der præger Go + Play. Kabinettet er afrundet, og håndtaget fortsætter den halvcirkelbue, som siderne starter. Front og bag er dækket af sort stof, og toppen er belagt med et gummilignende sort materiale. Der er knapper til Bluetooth, afbryder, volumen og afspilning ovenpå.

Bag frontstoffet tager finder man to 9 cm bas-enheder og to 20 mm diskant-enheder. Der er tilslutninger til oplader, AUX og en USB-port til opladning af telefon eller tablet. Der er hverken app-styring eller fjernbetjening, men det er heller ikke nødvendigt, da al musikken alligevel streames fra en bærbar enhed.

Foto: Harman Kardon
Foto: Harman Kardon

 

Lydkvalitet
Med en pris, der er under det halve af de andre deltagere i testen, er forventningerne til Go + Play på forhånd spændt lavt. Men den klarer sig forbløffende godt i selskab med de tunge drenge.

Den er grænser for, hvor meget bas man med rimelighed kan tvinge ud af en håndholdt ghettoblaster med to 3,5 tommers bas-enheder. Men det lader Harmans ingeniører hånt om. For Go + Play spiller bas til den store guldmedalje. Selv basfesten “Limit to Your Love” med James Blake slipper Go + Play nogenlunde helskindet fra.

Festen fortsætter i mellemtone- og diskantområdet. Go + Play lyder stort og solidt, og man skal skrue temmelig højt op, før det begynder at lyde dårligt.

Go + Play spiller i stereo, men stereovirkningen er begrænset. Eftersom de fleste konkurrenter er i mono, er det dog ikke noget stort minus. Og det er bedre end de kredsløb til at ekspandere stereovirkningen, som mange lignende højttalere er udstyret med.

 

Konklusion
Harman Kardon Go + Play giver dig ikke masser af finurlige funktioner. Den er og bliver en simpel Bluetooth-ghettoblaster uden Wi-Fi, streaming eller app-styring. Men du betaler heller ikke for mere end det. Og det, den er beregnet til, klarer den med bravur. Hvis du kan nøjes med at spille musik fra mobil, tablet eller laptop, får du et fint lille “anlæg”, som tilmed kan tages med.

Læs videre
Exit mobile version