DALI Oberon 7 C

Fuldvoksen lyd

Dali Oberon 7 C fylder din stue med lyd, der både er velopløst og magtfuld i en grad, der sagtens kunne koste mere, selv hvis man ikke fik forstærkeren med i købet.

DALI OBERON 7 C dark walnut front side

DALI OBERON 7 C dark walnut front side

DALI Oberon 7 C er største model i den aktive Oberon C-serie. En velvoksen gulvmodel med to 7 tommers bas/mellemtoneenheder og den samme 29 mm silke-dome-diskant som alle de øvrige Oberon-modeller.

Oberon 7 C er en tovejs højttaler, hvilket betyder, at begge de store 7-tommere spiller samme frekvensområde, både mellemtone og bas.

Den indbyggede forstærker er den samme som i de mindre Oberon C-modeller: En klasse D-forstærker med aktiv, digital deling mellem toneområderne og 2 x 25 watt effekt. Det lyder som et lavt tal, men i praksis er det rigeligt til at spille en typisk stue op. DALI opgiver det maksimale lydtryk til 108 dB, hvilket er rigeligt!

Ud over den indbyggede elektronik er DALI Oberon 7 C identisk med sin passive tvillingebror, som vi tidligere har testet. Og det gælder også lydsiden. Lyden er velopløst, og overtoner fra akustiske guitarer klinger sprødt. I bassen er der godt med smæk på bassen fra de to 7 tommers basenheder i det meterhøje gulvkabinet.

Mellemtoneområdet kunne godt være lidt mere fokuseret, hvilket nok har at gøre med, at de store enheder dækker det sammen, i stedet for at den ene enhed skæres tidligere af – ligesom i DALIs større højttalere (såkaldt 2,5-vejs). Men det ville enten kræve en ekstra forstærker eller betyde, at den ene enhed skulle deles passivt. Og i forhold til prisklassen er løsningen – og resultatet – helt i orden.

DALI OBERON 7 C dark walnut rear side
Også bagsiden har træfinish. Det er en lækker detalje. (Foto: DALI)

Brugt som fronthøjttalere i et surround-system kan DALI Oberon 7 C sætte sig i respekt. Næsten for meget respekt, når det sker i en 25 kvadratmeter stue – og der samtidig er en subwoofer, som kræver opmærksomhed i samme frekvensområde. Her ville det næsten være tilstrækkeligt at nøjes med gulvhøjttalerne uden hjælp fra subwooferen. Selv om de ikke går helt så dybt i bassen. Eller at bruge de mindre Oberon 1 C som fronthøjttalere, hjulpet af subwooferen. Som vi endte med at gøre.

Konklusion

Selv om DALI Oberon 7C er topmodellen i den aktive budgetserie, er prisen holdt på et niveau, hvor mange kan være med. Som aktive, trådløse stereohøjttalere tager de stuen i besiddelse på en overbevisende måde, også når der skal spilles op til dans.

Det gør de også i den trådløse surround-hjemmebiograf. Og med fire eller seks højttalere ekstra i systemet kan stuen fyldes med lyd til bristepunktet. Hvilket næppe kan kaldes en fejl, men de kræver god plads for at komme til deres ret.

Læs videre
Exit mobile version