LG ND5520N

Finesserig dobbeltdækker

Generøst med lydkilder samt dokking for både Apple og Android.

LG ND5520 Offset S 1 4

Dette apparat er langtfra kun en trådløs højttaler. Foruden FM-radio og vækkeur har den hele to docking-stik på oversiden. Både et til det ældre Apple-stik og et Micro USB til Android-mobiler. Værd at bemærke er dog, at Android-stikket kun oplader mobilen, lyden får man overført med Bluetooth.

For en gangs skyld er der mange måder at kontrollere apparatet på. Forsidens display er berøringsfølsomt, så man kan vælge indgang og volumen. En lille fjernbetjening giver yderligere muligheder. Men vil man have fuldstændig kontrol, så downloader man app’en til Apple eller Android. Derfra kan man ikke alene vælge musik og indstille forskellige lydprofiler, men også stille vækkeuret. Det er nødvendigt, da knapperne på apparatet af uforklarlige grunde er placeret på bagsiden. Og radiostationer kan ganske vist vælges fra app’en, men skal programmeres fra fjernbetjeningen. Forvirrende.

Med tanke på den beskedne prisseddel og alle de finesser, man får med i købet, så forventede vi ikke det store fra højttalerne. Og ganske rigtigt er lyden ubalanceret med skarp diskant og et basregister, som trænger ind på mellemregisteret. Frem for alt savnes finesse, og lydbilledet bliver grødet, så alle detaljer forsvinder. Men har man ingen specielle krav til kvalitet, så gør den sit job. Der er tilstrækkeligt med bas til populærmusik, og du kan spille rimelig højt uden forvrængning.

Konklusion
LG’s model er et udmærket musikapparat til natbordet, da det har vækkeur. Man har et rigt udvalg af musikkilder at vælge imellem inklusive radio. Men det er lidt misvisende at påstå, at den har Android-docking, da den kun oplader mobilen. Musikken skal stadig overføres via Bluetooth. Styringen er fleksibel, da man både har en fjernbetjening og en udmærket smartphone app. Lyden er så god, som man kan forvente af det billige apparat – okay, men ikke mere.

Læs videre
Exit mobile version