H4 er egentlig den mindste model i LG’s multirumssystem, Music Flow (vi testede H3 og H7 i Lyd & Billede #4 2015). Men fordi den har batteridrift, Bluetooth og samme størrelse som de andre i testen, så passer den også ind her. Den er meget robust bygget med sølvfarvet plasticskal af høj kvalitet og metalgitter foran for- og bagsidens elementer.
Takket være vægten står den meget stabilt, men det er selvfølgelig lidt en ulempe, når man rejse med den. Hvilket den jo heller ikke er beregnet til som udgangspunkt.
De fleste af knapperne har med multirum at gøre, så dem springer vi over. For Bluetooth håndteres alt fra den pædagogiske ringformede kontrol på toppen.
På siden er der indgang til eksterne lydkilder og en netværkstilslutning under denne. Desværre er det ikke et standardstik, men det kan undskyldes på denne model. Den har heller ikke NFC for nemmere parring, hvilket ellers havde været godt, for det krævede et par forsøg, før det lykkedes os at parre den manuelt med telefonen.
Det kan mærkes, at denne model er beregnet til at blive brugt sammen med andre højttalere. Enten to styk koblet for at få stereo eller som baghøjttaler i hjemmebiografen.
På egen hånd lyder den lidt tyndt og indelukket, og har brug for hjælp til at få et større lydbillede. Presser man den, så lyder den anstrengt, og der er ikke nogen nævneværdige basressourcer. Hvis man skruer drastisk op for lyden, bliver det snarere en brummen end basdunk. Derfor vil vi ikke anbefale den til andet end afslappet lytning.
Konklusion
På papiret ser LG Music Flow H4 ud til at kunne tages med på rejse, da den er lille og har Bluetooth og batteridrift. Men næsten alle de smarte funktioner er beregnet til hjemmebrug, koblet til det trådløse netværk som en del af LG’s multirumssystem.
På egen hånd mangler den alle de funktioner, der gør konkurrenterne praktiske. Men frem for alt kan den ikke rigtig klare sig alene lydmæssigt. Den har svage basressourcer og lyder indelukket, når den ikke får hjælp af andre højttalere.