Elac Debut F5

Det sorte får

Højttalerne fra Elac fås kun i sort og er et rockende alternativ med høj underholdningsfaktor!

elac f5 cropped 1

(Foto: Producent)

Elac er virkelig i vælten for tiden, især efter at have fået den velrennomerede konstruktør Andrew Jones med på holdet. Han har specialiseret sig i højttalere, der giver den bedst mulige lyd for pengene: Man bruger pengene, hvor det betyder mest, dvs. højttaler- og delefilterkomponenter, og sparer til gengæld på det kosmetiske.

Debut F5 har samme diskant og mellemtone som de mindre B5, men desuden to ekstra 5¼ tommes basser, der gengiver den dybeste bas fra 100 Hz og ned. Så man kan næsten karakterisere F5 som “B5 med integreret subwoofer”.

Højttalerne har et råt, industrielt look med diskanten gemt bag et beskyttende trådnet. Kabinettet virker solidt og velbygget, men der er ingen tvivl om, at Elac har en lidt enklere udførelse end et par af konkurrenterne i klassen. Den børstede vinyl-finish er kun tilgængelig i sort.

Lydkvalitet
Da vi testede de mindre B5, noterede vi os den fyldige, varme og lyttevenlige lydkarakter. Det første indtryk af F5 er, at de giver mere af alt det gode: De potente gulvhøjttalere har frem for alt en kraftig, rungende dybbas, der virkelig sætter testrummet i bevægelse, når vi spiller bastunge numre som “Starboy” med The Weeknd. Stortrommen hos David Bowie hamrer også løs, så det virkelig kan mærkes. Sandt at sige er det en lidt federe bas, end vi er vant til fra denne optagelse!

elac f5
(Foto: Producent)

Men samtidig savner vi noget: F5 har ligesom B5 en temmelig mørk klang, og den bliver kun understreget af den kraftige bas. Elac har ikke gjort noget tilsvarende for at peppe diskantgengivelsen op, og det gør, at lyden kan få en noget indelukket karakter.

Blæserne på Bowie-nummeret er ikke så blanke i messingen, som vi er vant til at høre dem, og sonaten med Dena Piano Duo bliver også lidt ulden. Rock lyder derimod topsejt: Vi kan spille Stone Temple Pilots på høj volumen, uden at højttalerne viser tegn på ubehag.

Konklusion
Alt i alt er Elac-højttalerne meget underholdende at lytte til, selv om de ikke fremstår som de mest præcise i denne forsamling. Hvis du kan lide at spille højt og har et lytterum med livlig akustik og hård efterklang, kan Elac F5 være helt rigtige.

Læs videre
Exit mobile version